I.
Jeg ser en Have saa sommerfrodig
og ud mod Vejen et grønt Stakit.
Man ind ad Laagen gaar nok saa modig,
thi her er Glæde for hver Visit.
Dèr er et Lysthus, som Hylde skærme,
en Lind histhenne med Bænk omkring:
Her kun de unge gaa rundt og sværme
og lystigt slaa deres frie Sving.
Og hun er blond og har Øjne klare,
der skælmske frem under Hatten se,
har blegrød Kjole med Arme bare
og blanke Tænder, der altid le.
Og han har Straahat paa brune Krøller,
og han er frank og en fri Student;
ind over Gaarden hans Lune skyller,
saa Huset helt bliver endevendt.
Der intrigeres; thi flere bejle
— en Drivedigter, — en Spekulant
i Frøknens Penge, han nok vil negle, —
de alle gaar og er lidt paa Kant.
Men dog de ler med en sorgfri Latter,
og Dagen gaar som en sollys Spøg,
til han, den rette, faar Husets Datter,
og alle Anslag gaar op i Røg.
Ja, Hostrups Muse, vi kende alle:
hun er saa vilter og kaad i Sind.
og hun har Ord, som lidt rappe falde,
og Smilehuller i hver en Kind.
II.
Del var nok Klint, som kom hjem en Aften,
lidt ør i Hjærnen af Druesaften
fra Punschegilde hos Lars Mathisen,
hvortil han selv havde skrevet Visen.
Saa fik hans Lykkens Galosker paa
og tværs over Gaden lod Farten staa.
Og selv usynlig han var til Gilde
hos Kobbersmedden, saa’ Rikke den lille,
der gik og var skudt i sin egen Student.
Til megen Splid var dog Rikke Kilden;
thi hele tre havde Jærn i Ilden.
Han hørte Madsen skænde og bande,
for han var skinsyg og drukken omtrent, —
saa’ Buddinge tørre den perlende Pande,
og Fatter, som ej Kysseri kunde lide,
og den raske Madam ved hans grønne Side ...
De leged en Panteleg nok saa nydelig,
ligetil Madsen blev vred og fortrydelig.
Klint saa’ det hele og snildt, greb ind
som en Røst, der bleged v. Buddinges Kind.
Man siger, at Klint kun har haft dem en Nat,
Lykkens Galosker, den herlige Skat,
som ej kan erholdes til Laans for Penge;
— dog tror jeg, at Hostrup beholdt dem længe;
thi han var rundt i en Masse Hjem
og lured dem alle og stilled dem frem
— snu og dumme og blide og bistre —
en fornøjelig Vrimmel af danske Filistre.
Og i al deres Talen og al deres Sang,
det, er, som om jævnlig Vox klintica klang.
III.
Saa blev det Vinter og Aftentide,
og Sneen føg; man gik ind bag Dør
og rysted af sig de Snefnug hvide,
men samled Minderne ind fra før.
Og omkring Arnen vi sad som Gæster,
den gamle Digter var Vært igen,
Det blev til en af de glade Fester,
vi trode svundne med Somren hen.
Thi blandt dem alle — af Sind saa unge —
én vimsed rundt paa to vævre Sko,
og hun var skælmsk og lidt rap af Tunge
— som Hostrups Muse hun til os lo.
Vi dansed rundt til Klaverets Klange,
vi spøgte let som i fordums Tid
og sang saa en af de kønne Sange,
der stemmer Sjælen saa barneblid.
At mule her vilde være syndigt;
vi sad om Arnens det røde Skær
og syntes, Talen den gik saa, yndigt,
— thi vi var hjemme paa Gaarden her.
Og som vi sad og lod Tiden rinde
og saa’ paa Ildens det røde Skær,
da randt saa stille det, os paa, Sinde,
hvorfor vor Digter vi vandt, saa kær.
Og Takketanker af Hjærtet skøde
for hver en glad og livsalig Stund,
da Hostrups Smil over Scenen brøde
og bored dybt til vor bedste Bund.
Vor Frihedsstræben i ham har fundet
en rask Soldat, der løb over ej:
saa langt hans inderste Tro har kunnet,
de unge kækt har han fulgt paa Vej.
Og han blev en af de evigt unge,
som aldrig ældes og aldrig dø,
saa længe Danmark har egen Tunge,
der flyver frit over Land og Ø.