Op af Havblaaet skudt
og som trukne i Liner
kommer hastende i Smut
de springske Delfiner.
Lig Torpedoer op
i vort Kølvand de glide
for at følge med i Trop
langs Styrbordets Side.
Frem i Vandskorpen skær
som en Ragekniv Boven:
Se, nu slynger de sig dér
i Sværddans forvoven.
Hopper over dens Snit
i Krydslinjer blandet,
Bugen blinkende hvidt,
naar de vender i Vandet.
Plumper ned, skyder op
i en boltrende Brynde
med en rytmeslanget Krop
af kaadeste Ynde.
Deres Leg er alt begyndt
i Hellenernes Dage:
Syrakusas skønne Mynt
deres Kurver kunde drage.
Gennem Havgudens Fork
deres Volter de smutter
— staar i Vejret som en Kork,
der fra Vinflasken futter.
Deres spillende Rytmik
som en Trolddom forfører
— denne Middelhavsmusik
af viltre Jonglører.
Brat er Legen dog brudt:
som i strammede Liner
haster atter bort i Smut
de springske Delfiner.