Nej, jeg kunde ikke sove i min snævre lille Køje,
maatte stirre ud i Natten ad det runde Fiskeøje.
Havet slynged Skumguirlander sydende mod Skibets Side,
og jeg saa de hvide Blomster atter ud i Mulmet glide.
Over Bølgesukket stundom hørtes Loggen klingert kime.
Morgenstjernen skælved stille midt i Gryets grønne Strime.
Havets tunge Kæmpehjerte steg og sank i langsom Dønning.
Som en Vugge duved Skibet, som en Gænge gik dets Lønning.
Skruen dirred, Skruen snurred, Skrogets dumpe Lunger rysted.
Tungt den feberrappe Pulsen ogsaa jeg fornam i Brystet.
Atter fôr jeg op for Ruden, stirred gennem Glassets Skive:
Havet saa jeg gaa derude, Skyer i Flos paa Himlen drive.
Det er ingen Drøm, der drager, ingen Lygtemænd, som blinder
— disse Fyr er vaagne Øjne fra en Kyst, der langsomt rinder.
Se, de glipper — Lysets Straale er en vinkende Sirene
vendt mod mig, et Blus, der synger, kaldende paa mig alene.
Denne tordenblonde Linje under Morgenhimlens Bovnen
er en Verdensdel, der dukker op af Havets dunkle Hovnen.
Se, der kommer hvide Maager, se, der kommer sorte Ravne:
Fugleskrig og Lugt fra Landet, Pust fra aldrig sete Havne.
Fjælde skyggeblaat sig løfter, Kystens skumle Kæmpevagter,
Atlas Himmelkuplen støtter — ak, men Landet sejles agter.
Landet svinder, og en Hjemve stille paa mit Hjerte svider
efter Bugten om Karthago, som jeg véd, forbi mig glider.
Som et Luftsyn lyser Landet, hvidt af Solens første Strime,
og jeg hører ud fra Kysten mine egne Drømme kime.
Havet hulker Mindesange mod min Køjes tynde Planke,
og fra Dybet af mit Hjerte bobler op en Fortidstanke:
Tusinder af Aar tilbage har jeg pløjet disse Vande,
jeg har stirret før i Længsel mod Karthagos gyldne Strande ...
... Solen som en Gople gynger frem af Havets Dyb og spænder
Horisonten i sit Armslyng, der med Sugekopper brænder.
Saa farvel, I skønne Kyster’, som mit Øje kun kan favne,
— aldrig skal jeg kaste Anker i min Længsels fjerne Havne.
Al Sejlads er tung og ensom over Havets tavse Scene
— langt, forgæves, kalder paa mig Landets vinkende Sirene.
Vi maa nøjes med at stirre gennem Køjens runde Rude
og se Drømmens Morgenlande glide tyst forbi derude.