2. Febr. 1904.
Før var det Odins Ravne,
der Bud om Verden fløj,
vidt meldte Blus og Bavne
om Krig fra Høj til Høj.
Ukendt laa Jorden spaltet
af Fjæld og Floders Frost,
og alle Budskab vralted
afsted med Sneglepost.
Tilsidst de smaa Mirakler
svandt ind til Overtro.
Opfindelser som Fakler
af Lynild spændte Bro.
Selv de, der opfandt Krudtet,
har evnet ingenting
mod os, som Jorden slutted
i stærke Strømmes Ring.
Vor Tid gav Jorden Hjerne:
et Væv af Traades Tvind
indspandt det fjernest fjerne
i samme Nervespind,
saa Tanken i dens Tinding
ej ænsed Grænsebud,
men for i Kablers Vinding
til alle Kroge ud.
Naar nu vor Klode tænker
i samme fælles Hast,
er sprængt de gamle Lænker,
hvori vi før sad fast.
Med Nyn af Klokkers Klingren
hvert Budskab bliver bragt —
et lille Tryk med Fingren,
saa er vi i Kontakt.
Nu krydses tusind Strømme
og knyttes fler og fler —
alt ser vi som i Drømme
snart samme Nu, det sker.
Ekko af Skud, der gjalde,
og Sus af Byers Brand
— de tusind Ilbud falde
som Skygger over Land.
Vor Klode som en Hjerne
sin Vej i Rummet gaar —
hvem véd, om med en Stjerne
engang Kontakt vi faar?
Ukendt er Strømmens Evne,
vor Finger sender ud,
og ingen véd det Stævne,
hvortil den bærer Bud.