Vi har ringet det ind under Klokke-Salut,
vi har skudt med Raketter og ødslet med Krudt,
Det er Klokker og Krudt, vi har arvet til Fest,
men af Revolution blev der intet til Rest.
Vi har Klokkerne kun og Kanonerne,
og endnu sidder Skygger paa Tronerne.
Telegrafernes Sang, Telefonernes Maal,
det elektriske Lys og det skinnende Staal
i en Hær af Maskiner — er Byttet, vi bær
med os ind i det nye Aarhundredes Skær.
Vi har omspundet Jorden med Strømmene,
men af Frihed vi nøjes med — Drømmene.
Som det svundne Aarhundred gik ind under Gny
af Kartover, som toned en Feltherres Ry,
har vi Takten beholdt af hans Marche militaire,
med Soldatersalut vi til Graven det bær.
Og der blæses for „Freden” Fanfarer
af bevæbnede Kriger-Cæsarer.
Vi har skreget og skraalt om vor høje Kultur
— ak, den er kun et Rovdyr med ringe Dressur
Overalt, hvor den føler sin fromme Mission,
vil den slagte Barbarerne uden Pardon.
Som en Korsfarerhær med Kanonerne
gaar Kulturen sin Gang gennem Zonerne.
Over Grænsen vi rykker med klingende Spil —
ingen véd, hvad det nye Aarhundrede vil.
Over Floden er ført baade Revel og Krat
og en Gengangerflok fra det forriges Nat.
Men beruste i Krudt og i Røgelse
kender næppe vi Fortidens Spøgelse.
Fra de Døde de skimlede Fordomme gro,
gammel Overtro blusser som „levende” Tro.
Retten vogtes af Røveres Grumhed:
Naar til Rors staar den himmelske. Dumhed,
faar i Stedet for Fremtids-Falankser
vi kun hellige ny Alliancer.
Men du hellige Had — du skal brænde vor Sjæl,
saa vi drives til Daad, saa vi rammer en Pæl
i den Gengangeryngel, som stimer af Jord,
i den trøskede Svamp, som bag Bjælkerne gror.
Vil vi høre til Fremtids-Opbyggerne,
maa vi først se at jordfæste Skyggerne.
Lad det dø inden næste Aarhundredes Gry,
alt, hvad Vold og Kanoner gav Lejde og Ly.
Lad det svinde som Taager og Spøgelsegys,
alt, hvad ikke kan taale det stærkeste Lys.
Vi vil Sandheden samle i Skaaler
af Krystal, gennemskinnet af Straaler.
Men lad vokse og svulme som Kim af sin Tvang
Folkets Frihedsbegær og Retfærdighedstrang.
Vi har fundet Udviklingens evige Frø,
det skal vokse, mens Dogmerne raadne og dø.
Alle Fængsler — lad Tankerne sprænge dem!
Alle Spøgelser — Lyset fortrænge dem!
Fra det svundne Aarhundred vi Skuffelser bær,
og af Løfter, som sveges, sig samler en Hær.
Lad den fylkes og vokse sig truende stærk,
saa den bryder vor Taalmod og vover et Værk.
Lad vor Trods give Nakkerne Knejsning,
saa vor Frihed forlanger Oprejsning.