20. Juli 1904.
Hvem han var? — En af dem,
som først Dødslistens Tryk
bringer offenligt frem.
Ingenting blev hans Kald:
Han var sky som en Snegl,
der gaar ind i sin Skal.
Men hans Sanser var Sug
efter Sol, efter Sang,
og han smilte i Smug.
Ikke kunde han kny
— for to venlige Ord
blev han pigelig bly.
Kun til eet var han stærk:
Da hans Broder gik bort,
fik han samlet hans Værk
til et Minde — et Nu —
om en Dødsdømt, der ung
skrev sit Hjerte itu —
— til hans ensomme Grav
kun en bleg Immortel
paa den søndrede Stav.
For sig selv intet Kald
— kun et slentrende Liv
som en Snegl i sin Skal.
Hvad er langt, hvad er kort?
— fra sin Kirkegaardsvej
kryber ingen dog bort.
Hvorfor haste omkring?
— selv den vildeste Jagt
gaar om Graven i Ring.
Bagatellernes Skæmt
var den Lykke, han nød,
naar han vidste sig glemt
og i dasende Ro
kunde nippe sit Glas
i en Spidsborger-Kro
til den tossede Tant
og den snurrige Snak,
han blandt Særlinger fandt.
Han var tænksom og klog,
kunde leve et Aar
med en eneste Bog.
Men i Smag var han stolt:
af den store Flaubert
som en Helgen han holdt.
Af sin fattige Pung
tog han Timer i Fransk
for at læse sig ung
i en eneste Bog
af Mesteren selv
paa hans malmfulde Sprog.
Og han nød som en Svir
hvert Drag af hans Kunst
som en Livseliksir.
Han gik bort uden Kny
— for to venlige Ord
blev han pigelig bly.
Thi han savnede Svar,
skønt en Rigdom af Godt
i sit Hjerte han bar.
Og i Jord blev han lagt
med de Tanker og Ord,
som han aldrig fik sagt.
Men det Tavshedens Sprog,
som hans Hjerte har talt,
er det evige dog.