Decbr. 1903.
Døden glimter gennem Verden,
Pustet af dens Is-Forhærden
netop naar os, sikrest slaar os,
staar vi selv i Solens Glød.
Stumme standser vi og stirrer
paa en Frugt, i Græsset trillet,
endnu skøn og varm af Lød.
Mod de hvide Marmormure
eviggrønne Træer dure —
bronzestøbte, luedøbte
aander de i Hellas’ Luft,
sender ud af tusind gyldne,
hesperide-røde Frugter
deres Sødmes bitre Duft.
Trær, som drømme, Trær, som vente
Guden, der skal Høsten hente,
tavse Sukke: hvem skal plukke
vore Frugters Guld paa Slump?
Tys, da falder en fra Grenen
— rigest, rødest blandt dem alle —
ned i Mulden med et Plump.
Død — jeg hører, han er død,
bristet bort fra Livets Stamme,
plukket tyst af Gartnerhaanden
i sin Modnings hede Glød.
Han var en af dem, der minded
midt i Nordens Taageklamhed
om de gyldne Østerlande
— som en Blodfrugt højt han skinned.
Smidig som en Palmevaand
førte han sit faste Legem,
fra hans fugtigrøde Læbe
stod et Pust af Libanon.
I hans rytmisk-bløde Trin
var der hidsig Panther-Ynde,
Blink af Retfærds hede Brynde
i hans ibensorte Blik.
Adelsstolt og ren af Race,
i sit Harnisk let at bringe
brugte Tungen han som Klinge
i Retfærdigheds-Ekstase.
Af de faa, som ikke goldt
deres Vid i Spot forøder,
men som harmes, til de bløder,
men blot aldrig føler koldt.
Fyrig, skarp og uforsagt,
kun forfængelig af Ære,
varm og værdig til at bære
Livet som en Fyrstedragt.
Rede til at gaa i Skranken
for enhver, som Uret led,
Ridder for Oprejsnings-Tanken
med et Sværd, som sang og bed.
Hader af hver smudsig Pagt,
Lumskeriets lyssky Svampe,
Løgnens festligt røde Lampe,
sorgtung for det Falskes Magt.
Døden glimter gennem Verden,
Pustet af dens Is-Forhærden
netop naar os, sikrest slaar os,
staar vi selv i Solens Glød.
Stumme standser vi og stirrer
paa en Frugt, i Græsset trillet,
endnu skøn og hed af Lød.