Du, mine Minders Moder, Kæreste blandt de Kære,
o du, min hele Lyst! o du, min eneste Pligt!
De skønne Kærtegn altid i din Erindring være,
vor Arnes milde Hygge, vore Afteners Stemningsdigt,
du, mine Minders Moder, Kæreste blandt de Kære!
De Aftener, som fik Lys fra Kullenes blanke Glød,
de Aftener paa Balkonen i Taager rosenrøde.
Hvor dit Hjerte var mig godt, hvor din Barm var mig blød!
Da sagde tit vi Ting, som ingen Magt kan døde,
de Aftener, som fik Lys fra Kullenes blanke Glød.
Hvor skønt en Solnedgang kan ud i Skumring rinde!
Hvor Rummet bliver dybt! hvor fatter Hjertet Mod!
Naar jeg mod dig mig bøjed, Elskerinders Elskerinde,
det tyktes mig, jeg aanded Duften af dit Blod.
Hvor skønt en Solnedgang kan bort i Skumring rinde!
En Skærm os Mulmet danned, saa tæt det om os flød;
dit Øjes hvide Fosfor jeg aned, mens det skumred,
og jeg drak ind din Aande — en Gift saa honningsød!
mens dine Fødder sagte i mine Hænder slumred.
En Skærm os Mulmet danned, saa tæt det om os flød.
Jeg maner til Liv min Lykke, den skal igen begynde,
jeg lever paany min Fortid med Hovedet i dit Skød.
Hvor skulde jeg vel søge din længselsfine Ynde
om ikke i dit Legem og i din Barm saa blød?
Jeg maner min svundne Lykke, den skal igen begynde!
Disse Løfter, disse Dufte, disse Kys foruden Tal,
skal de fødes igen af et Svælg, vi ej kan grunde,
som Sol paa Himmel stiger, forynget i sit Kald,
naar den har tvættet sig paa Havets dybe Bunde?
— O Løfter, søde Dufte, o Kys foruden Tal!