Din første lille Stjerne
sank ikke fra det fjerne
og ikke fra det høje
ned i dit Barneøje.
Fortøjet trygt ved Maalet
du laa, naar Stjernen straaled
fra Moderblikkets Himmel.
Din Sjæl blev ikke svimmel,
du kom kun til at smile
i varm, livsalig Hvile,
og suged dig saa sund
af Brystets Kildemund.
Hvad Stjerner var, det vidste
du først, da Granens Kviste
med Julelys blev spækket
og guld- og glimmerdækket.
Hvor var de Stjerner kære!
Og Gud, hvor var de nære!
Hvor blinked de og sprutted,
hvor oste de og futted!
De drypped ned fra Naale,
blev brændt til sidste Straale.
Guldstjernen — tænk, hvor nemt! —
til næste Jul blev gemt.
Men som du voksed siden,
helt stjernefyldt blev Tiden.
Du stod bag Vindvet sikker
og saa de tusind Prikker
nedfunkle tyst fra Mulmet.
Naar Frostens Blomster svulmed,
du tøed dem med Munden
og saa bag Rudebunden
dem tindre tavse, milde
som Lygter, tændte silde,
men ikke slukte, før
Smæklaasen gaar fra Dør.
Og du blev stor og moden,
før ud du voved Foden
paa Nattens dybe Enge
og stirred stumt og længe
paa Stjerneoceanet,
som over Himlen baned
sin Hærvejs gyldne Gaader
med aldrig talte Flaader,
der efter Kurser sejle
og Fyr og Forbjerg pejle,
som vi er altfor smaa
til nogentid at naa.
Hvad har vi vel at sige
til dette Hav, det rige,
der sluser ud i Strømme,
som Tanker ej kan tømme?
Ak Gud, der er saa mange,
som nogen kan forlange.
Hvor gør det tryg og rolig,
at hver kan faa sin Bolig!
At ønsker du din egen
— saa grib i Mælkevejen
og vælg en Sol saa klar,
som ingen andre har.