Jeg saae Dine Troner,
O Almagt! — og stirrede længe.
Johannes Ewald.
Hvem tog mig op paa denne stejle Rand,
hvor røde Tinder af et Ørkenøde
optaarner tusind Templer tændt i Brand?
Hvor Klippetroner tyst i Solen gløde,
Trinpyramider, som Naturen skaber
til Ventested for alle Jordens Døde.
Se, Kloden til sit Hjertekammer gaber,
et Saar i Skorpen skar sit Kæmpesnit,
hvis Blodrand sig i Horisonten taber.
Inferno, ubefolket milevidt,
men Sjæle-hjemsøgt, set i Drøm af Dante,
hvis Seerblik mod denne Kløft har stridt.
Solbaalene med svovlblaa Luer kante
bundløse Dybder, hvor usynligt stimle
de Pinselsdømte og de Rædselsvante.
Et Svælg, hvor Jordens Ørne bliver svimle
og Vingerne til Overfart kun spændes
af Erkeengle fra de høje Himle.
Et Skaberværksted, som af Solen tændes
hver Dag i Blus fra tusind tavse Esser,
mens Jordens Lag keramisk sammenbrændes
af Fortidshaves Skaldyr, der sig presser
til Kalk og Marmor med Krystalglassur,
og miledybt i Bunden Floden messer
imellem Mur af Gnejs i Vandfalds-Dur.
— Ukendte Kilder i mit Hjerte bløde:
Fald ned og tilbed! — Evige Natur,
hvem tog mig op i dette Ørkenøde
og stilled mig paa denne stejle Rand
og lod mig selve Skaberkraften møde
og aabenbared for mig dette Land?
Er dette Landet, hvorom Sagnet gaar,
der glemselsdukket min Erindring griber:
En lille Fugl een Gang hvert tusind Aar
igennem Luften vingebaaret piber
paa Flugt mod Evighedens Demantfjæld
— dèr sætter den sig ned og Næbbet sliber.
Kun for hvert Tusindaar, der gaar paa Hæld,
den gæster Bjergets Demant-Pyramider,
saa drikker den af Tidens Vandfaldsvæld
og flyver bort igen, og Sekler lider,
og endelig den faar med Klippen Bugt
— dens Næb til Bunden Slibestenen slider.
Da har den akkurat en Time brugt
af Evighedens endeløse Rækker,
og til en anden Klippe tyr dens Flugt.
Er denne Tinde, der af Dybet strækker
sin Obelisk og Afgrundsranden naar,
mon Slibestenen, der magnetisk trækker
den lille Fugl een Gang hvert tusind Aar?
Er dette Stedet, hvor en Skaber hviler
den syvende Dag og ser et fuldbragt Værk,
der endeløst til alle Sider smiler?
Her troner han i Lysets Sejerssærk:
Se, alt er godt! Fuldkommen Verdensnormen
gled frem og størknede sig tæt og stærk.
Hans Skaberhænder var jo Støbeformen,
der smelted Bjerge ud i tunge Masser,
mens Have syded under Jordskælvsstormen.
Vildt taarner sig de vældige Terrasser;
paa brede Nakker bærer Fjæld-Atlanter
i Solen frem de luende Paladser.
Se, alt er godt! Naturens Kraft-Giganter
har foldet Vingerne som blaa Keruber,
der hviler sig paa Kløftens Tusindkanter.
Hør denne Hymne: Op fra Dybets Gruber
til Evighedens Orgel magtfuldt bruser
Tavshedens Sang fra Millioner Struber:
Se, alt er saare godt! Syndflodens Sluser
forlængst blev lukt i dette Kæmpesvælg,
og intet Jordskælv længer Freden knuser.
Storværket herligt steg af Jordens Bælg.
— Se, over Kløften evig Søndag skinner,
og intet bryder denne Arbejdshelg.
Naar Blikket dvæler paa de røde Tinder,
staar Solen stille som i Gibeon,
og flamme-nyskabt Støberanden rinder.
Seks Dages Værk — o stærke Skaberhaand,
som formed dette Fabellands Profiler,
hvad er vel Tiden for din evige Aand?
Se, her er Stedet, hvor et Nu du hviler
den syvende Dag og ser et fuldbragt Værk,
der endeløst til alle Sider smiler.
Her troner du i Lysets Sejerssærk.
Frem gennem Kløftens Bund af Urgranit
tungt Colorado ætser sig sit Leje
og har sig Trapper i Basalten slidt.
I Malstrømshvirvler sig dens Bølger dreje,
og ingen Charon tør i Kano ro
ad denne Stykses vilde Vandfalds-Veje.
Den store Aand i evig Rædselsro
henruger over Flodens skumgraa Baner,
som aldrig skal bespændes af en Bro.
Endnu jo voved ingen Indianer
at følge Strømmens bratte Katarakter
bort mod de fjerne store Oceaner.
Her hersker Underverdnens Genfærds-Magter,
Dæmoner mylre, klamme Taagehænder
med Skumvaadt slaa den dristige Betragter.
Se, Floden viser sine Kæmpetænder,
der Hundreder af Mile Gnejsen aad
og søndermalet den mod Havet sender.
Den store Aand — ja, se den store Daad!
— Rødhuderne begreb Alkraftens Herre
og brast ved Synet i en ydmyg Graad.
... Selv steg jeg ned i Dybderne,
som spærre forgæves Colorados vilde Kog,
der raser fremad lig en Tordenkærre.
Et Nu jeg lytted til dens Vandes Sprog,
der tusindfoldigt gennem Kløften toner.
Et Nu jeg saa det store Skyggetog
af Tidens evigt tabte Legioner.
Pa hvem mon venter disse Kæmpetroner,
der Dag for Dag i evig Solglød raster,
døbt efter Guder eller Faraoner?
Se, Buddha over Cheops Skygge kaster,
Vishnu og Siva vil Kongfutse favne,
„Lysenglens Sti” sig snor mod Zoroaster.
Et Panorama, højtidssmykt med Navne
og navnløst dog som alt det Pan-enorme,
der evigt maa sin rette Tolkning savne.
Titaner, som vil Himmelhvælvet storme,
men atter i en Afgrund lænkebastet
Omvæltningsplanerne paany maa forme.
Forviisningssted for Aander, som formasted
sig til at gribe det ugribelige,
men tungt til Jord blev af den Høje kastet.
Du Kaos-blaa, unævnelige Rige,
din Tronstol ingen Dødelig besætter,
kun til din Skammel Mennesker kan stige.
Hver Morgen dukker op af Dybets Nætter
din Rad af Troner som til Mønstring stillet,
et soltændt Spejl med tusinde Facetter,
der kaster kun tilbage Solens Billed
— af Lysets Orgelklange gennemskælvet
fra Top til Top genstraales Farvespillet.
Violblaat sænker ned sig Himmelhvælvet
i denne stærke Solbrands Purpurdrøm
— Lys-Paradiset, der vil favne Helved.
Apokalypsens vilde Feberdrøm
— hør denne Stilhed, som fra Kløften raaber:
Himlenes Herre, stig herned og døm!
Se, disse Bjerge favner dig som Kaaber
og former dig dit høje Dommersæde.
Og Aanderne, som paa Forløsning haaber,
om Skamlen flokkes, hvor din Fod skal træde.
Se, Klipperne har taarnet Kalk-Tribuner
til dine Erkeengles store Kæde.
Her blotted Tiden alle Jordens Runer
— din Stol er bygt af tusind Syndflodslag.
Befal da nu at støde i Basuner!
Vi venter, Herre, paa din Dommedag!
— — — Da flytter Solen sig en lille Tomme,
og alt er tyst som efter Klokkeslag.
Da svares der: Er Evigheden omme
og jeg forgæves efter Livet lytter,
da først er Tiden til at fælde Domme.
Kender du Kraften, som usynligt
knytter Udviklingstraaden mellem Stort og Smaat?
Kender du Kløftens første Troglodytter,
de Lag af Spor, som Tiderne har traadt?
Nej, har du Tid at vente, vil jeg røbe,
naar alting endelig er saare godt.
Endnu i Millioner Aar skal løbe
Flodlejerne af Himmelregnen fulde;
utalte Sekler skal endnu jeg støbe
paa disse Bjerge, før en evig Kulde
skal størkne deres rindende Glassur
og Havet islagt høre op at rulle.
Raab da paa Dommedag og stød i Lur,
thi da er Livets Kilde død og brusten
og Pulsen standset i en slukt Natur.
Da glider Solens Flamme mat og rusten
hen over Kløftens Grav, hvor Sjælen hviler
af denne Jord, som flyver glemt og gusten.
De sidste Mennesker blev som Fossiler
i Skorpen af den visne Klode glemt.
Til andre Verdner Skaberblikket iler.
Da toner Jorden som et Klokkeklemt
i Himmelløbets Klode-Symfoni,
der til et evigt Samspil blev bestemt.
I Altets Kresgang intet er forbi:
Alt gaar igen — i Livets Hymne blander
Døden sin Pavses mørke Melodi.
Alkraften dræber, og Alkraften danner,
men aldrig slappet selve Kraftens Bue
skal spændes under Evighedens Banner.
Fra denne Kløft skal ingen Dommer true,
men som et Varsel om en evig Pagt
Regnbuens hele Ring syvfarvet lue.
Af Universets endeløse Pragt
en Afglans, smeltet ud i Rosentoner,
en Himmeldrøm er for dit Øje lagt.
Ja, disse Tinder er forladte Troner,
der om Keruber har engang sig krummet
med Vingefang som flyvende Æoner.
Er i din Sjæl endnu ej helt forstummet
Genklangen af den Gud, der anes blot
som Kraftens Strømning gennem Verdensrummet,
bøj Knæ og hvisk: Ja, alt er saare godt.