Paa Capris Hoved hugget ud i Kalk
er rejst af Havet Husets Klippepiller.
Hid finder Vej alene Ørn og Falk,
havdyb er Kløften, som fra Land mig skiller.
Omkring mig Oceanets Kviksølvspejle
hvert Sejl mig røber, som har Land forladt,
mens Essegløden fra Vesuvios Kegle
beskinner Golfen hver en skummel Nat.
Farvel, du Land, hvorunder Ilden raser
utæmmet bag en halvslukt Lavaglød,
hvor Romas rovdyrgriske Plebs i Laser
knurrer om Knoklen, man dens Hunger bød.
Farvel, du Øglerede af Spioner!
hver Nat Forræderiet kaster Kuld —
Gifttænder tæller du i Legioner
og sælger Døden for en Haandfuld Guld.
Snigmordere, Farvel! Nu kan I myrde
og slaas og rives med forgiftet Negl.
Her vil jeg kaste Hykleriets Byrde
og bryde Tungens tænderskaarne Segl.
Højt over Havet fra min Klippetinde
til Genklang af dets Brændings hæse Slag
ud brøler jeg mit Had for alle Vinde
og skriger højt mit Hjertes skjulte Nag.
Ja, jeg har hyklet, myrdet, sveget, løjet,
skjult under Sminken hvert naturligt Træk.
Selv gik jeg under Rædsels-Aaget bøjet,
selv bar jeg Maske til de andres Skræk.
Til Fjenders Lig jeg snuste som Hyæne,
græd salte Taarer, naar mit Hjerte lo,
blodnæred Mordertrangens raa Muræne,
gav Fløjels-Haandtryk med forgiftet Klo.
Jeg kender Hadets Tigerblik det gule,
Mistænksomhedens onde Ørkenvind.
Dybt krøb jeg ind i Tvivlens Aadselkule
— nu har jeg sprængt mig ud i Dagens Skin.
Her ser jeg Himlen vidnefast i Øje,
slaar Blikket ned kun for den stærke Sol.
Kun Ørnen vogter paa mit Aasyn nøje,
og Havet skyller mod min Cæsarstol.
Men heller slugt af Havet end at lide
et Trælleliv, af tusind Brodde bidt.
Langt heller bo med Svælget ved min Side
— her er til Døden kun det ene Skridt.