Her skinner Sol paa Sne, der gnistrer hvid
som Marmorblokke, nylig brudt og spaltet,
— et vældigt Brud til Brug for Verdensaltet,
til Leg for Guder nu ved Middagstid.
Her slumrer jo en Hær af Monumenter,
af Kunstnerdrømme i den hvide Sne,
her er jo Stof til hver en stolt Idé,
— det hele kun sin Billedhugger venter.
O rige Sjæl, der Verden gennemtrænger,
du former intet, thi det skabte Værk
er kun et Minde om en død Idé.
Dit hvide Marmor du i Verden slænger:
Vor Kunst er svag — din Fantasi er stærk,
du smelter vore Statuer som Sne.
Marts 1889.