Ved Foraarstide det risler med Sang
ud over Alverdens Enge,
til Jordens evige Jubelklang
stemmes Hjerternes Strenge:
for den fagre Tid,
som vi vented saa længe.
Nu spirer der Græs af Solgudens Spor,
nu løves, hvad længe laa øde,
i Høst det lagdes i sorten Jord,
men nu staar det op fra de Døde:
Saa tavst de tusinde Blomster gror
sig skinnende ranke og røde.
Den unge Kvinde har Vaaren gemt
dybest i Hjertet inde:
Dèr skyder hver Blomst, man troede glemt,
og dufter sødt som et Minde;
— men naar og for hvem
skal Myrtekransen hun binde? —
4. April 1889.