Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk Kyst,
om en Have midt i Havet, om et Blaa, der aldrig falmer,
om et højt og nøgent Næs, der sig nærmer solbelyst
i en Kimingsrand, som vinker med forventningsstille Palmer ...
Ak, hvad véd jeg: Naar jeg lægger min Kind paa Mulmets Pude,
naar min Tanke støder af fra det faste Dagens Land
— kun et Nu — og jeg driver paa Drømmehavet ude
som et fnugkronet Frø over vuggende Vand.
Tag i Favn mig, stærke Søvn! kun et Barnesuk det koster:
Se, jeg folder mine Arme og jeg bøjer mine Knæ,
se, jeg knuger mig saa lille, se, jeg knuger mig i Læ
op under Nattens Hjerte som et stumt, et ufødt Foster.
Vi er viljeløse alle som Børn i Mulmets Bug,
giver Natten os i Vold, hvor vi ubevidste drømmer
om alt det, vi ikke véd, om det Liv, som taaget strømmer
ud af Hjertets dunkle Kamre gennem Blodets sagte Sug.
Ak, hvad véd jeg saa om Døden? Naar dens kolde Haand sig lægger
paa min Pande for at mildne mit Øjes Feberbrand,
ingen aner, om den ikke en større Sekraft vækker
og vil aabne mig et Blik ind i Søvnens tavse Land.
Ak, hvad véd vi? Vi er Munke i Livets snævre Klostre,
vi kan vande vore Roser, vi kan plukke vore Bær,
vi kan elske, vi kan hade, vi kan glemme, at vi er
under Dødens stille Hjerte kun ufuldbaarne Fostre.
Den sidste bitre Strid er ved Fødselsveer at ligne:
naar vi slider os af Livets det trange Moderskød
og naar Bughinden brister, skal den store stærke Død
med Fødselshjælper-Hænder i det nye Lys os signe.
Som et Barn, der under Hjertet sovende sukker
og har knyttet de smaa Hænder forud til Livets Dyst,
for at vente paa den Time, da alt skal blive lyst,
saaledes jeg i Søvnen mit Væsen stille lukker.
Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk Kyst,
om en Have midt i Havet, om et Blaa, der aldrig falmer,
om et højt og nøgent Næs, der sig nærmer solbelyst
i en Kimingsrand, som vinker med forventningsstille Palmer ...
I Musiken kan det tone, i de tungsindssøde Salmer,
der kan stige gennem Luften som en lysende Ild
og i Dulmen atter dale lig en Haand, som modermild
tilvifter mig Køling fra Evighedens Palmer.
Hvem kan sige, hvad der blunder i Flyglets Tonefølger,
hvilken Sjæl der kan hulke fra en dirrende Streng,
hvilket Skrig der kan briste fra Klangenes vilde Slæng,
hvilke Minder der mødes i Nokturnens Maanebølger?
Jeg har følt det, naar jeg lytted til Tonernes Strømme,
at der aabned sig Døre, som Øjet ikke ser,
at der aanded Suk fra Læber, som ikke lever mer,
at det hvisked omkring mig med de Dødes tavse Drømme.
Hvad mit Hjerte havde glemt, hvad der visner under Mulde,
kan usynligt manes frem, op ad Tonerækkens Trin,
til det brænder i mit Øje og skælver paa min Kind
i et Aandekys af Længsler, som aldrig stilles skulde.
Melodien dulgt omkring os sin høje Løvsal bygger:
Hvad aldrig vi fik favnet, sine Arme om os slynger,
hvad de Døde ej fik sagt, som et sagte Ekko synger
fra den store stumme Verden, der befolkes af Skygger.
Og de Døde strømmer til fra de lyttende Lande,
hvor de slumrer i en Sangbunds hvælvet-tomme Hus:
Hør, de bruser sig til Kræfter i det kogende Konkasus,
der sig rejser fra Musikens elysiske Strande.
Hør, den hele Jord er Sangbund for en svulmende Klang,
der faar Støvet til at stønne — som et Orgel bygt af Knogler
i en højnende Hymne, i et Dødekor, som kogler
sine dumpe Dur-Akkorder til den lyse Livets Sang.
En Sangbund er vort Hjerte: med hver en Ven, vi mister,
med hver, som vi har elsket, dets Klangkraft sagte svinder.
Vort Hjerte langsomt dør, dets hede Strømme rinder
med dem, som vi har elsket, og Strengene brister.
I Musiken har jeg følt det, i de tungsindssøde Salmer,
der kan stige gennem Luften som en lysende Ild
og i Dulmen atter dale lig en Haand, som modermild
tilvifter mig Køling fra Evighedens Palmer.
Ak, du Billed af min Moder, dine Træk bestandig falmer,
jeg kan næppe længer skelne dit Øjes mørke Prik:
se, det sender ud af Taagen et blegt, et sidste Blik
— ak, din Grav er glemt i Vedbend, og din Grav bar aldrig Palmer.
Jeg var lille, da du døde, jeg har ej dit Øre trøstet
med Modernavnets første, uforglemmelige Klang,
og jeg fatted ikke Sorgen, da Døden dig betvang,
men jeg græd, fordi den rev mig tørstig fra Moderbrystet.
Og jeg smiled som et Barn, der paa Minder ikke samler
eller aner, hvad dets lille Hjerte kan mangle,
men som leger lige henrykt med Solen og en Rangle
og med ubevidste Fingre efter Mælkevorten famler.
Jeg blev stor og jeg blev gammel, førend fuldt jeg fatted Savnet
af den, der gav mig Livet — o Moder, Moder min!
Ak, hvor ofte har i Blinde den tomme Luft jeg favnet,
og hvor ofte har i Længsel jeg lagt min Kind til din!
Som jeg selv blev stor og større, saa vokste ogsaa du,
og mit Blod jeg delte med dig i mit Hjertes dybe Kamre,
hvor alle mine Tanker sig til Moderdrømmen klamre —
hvad jeg aldrig før fik sagt dig, det siger jeg dig nu.
Jeg har vakt dig fra de Døde for til Hjertet dig at lægge,
jeg har sukket dig til Live, jeg har sukket, til du kom:
Nu bor du altid hos mig, din gamle Grav staar tom,
og først naar jeg skal dø, saa dør vi sammen begge.
Jeg har vakt dig fra de Døde, skønt dit Billed stadig falmer,
saa jeg næppe mer kan skelne dit Øjes mørke Prik —
et Nødskud ud af Taagen, et sidste blegnet Blik
— ak, din Grav er glemt i, Vedbend, og din Grav bar aldrig Palmer.
Har jeg lyttet til en Røst, der som et Sværdhug malmer
syngende til Marven, en Røst, som hejser Sejl
og lader tusind Aarer pløje Havets Spejl
paa Togt imod Ægyptens udødelige Palmer.
Alexandrias Fyrtaarn højt som en Kæmpefakkel
belyser og befunkler den masterige Havn,
der rejste sig af Sandet saa rapt som et Mirakel
for at bære alle Dage sin Stifters stolte Navn.
Her Augustus gaar i Land; omkrest af Horus’ Høge
han planter sine Felttegn i Nilens fede Slam.
For hans kolde Øjne blotter Kleopatra sin Skam,
men han vender sig og væmmes — hun er kun en gammel Skøge.
Og han rynker sine Bryn og fortrækker spotsk sin Læbe
gennem alle Østens Salver lugter hun ramt af Brynde,
hendes Elskovskunst har udslidt det sidste Drag af Ynde,
kun Minder om tusind Mænd i Brysternes Sminke klæbe.
Han kom ikke til Ægypten for at ødsle sine Dage
paa den tomme Skøgerus, der Knokkelmarven suger,
paa den Allemands-Vellyst, der den samme Venus sluger
og drikker grisk den Bærme, de andre lod tilbage.
Skorpionen mod sig selv, naar den tirres, vender Brodden,
saaledes ogsaa Brynden, den brænder sit eget Kød.
Kleopatra, stik Ild paa dit eget hede Skød,
find nu din lille Slange — din Natur er blommerodden.
Tubafanfarer skingre, de dumpe Pavker buldre,
da Augustus rykker ind i det hellige Land:
alle Templerne ham hilser, alle Sfinkserne foran,
alle Guder gaar imod ham med opskudte Skuldre.
Og de hilsende Palmer langs Flodens Net af Veje
hylder ham, som fordum de Alexander hylded.
Under Grenenes Viften han standser som fortryllet
af de knejsende Stammer: det ser ud, som de neje.
Se, de stiger saa ranke som Pileskud mod oven
for at hvælve sig til Buer af Triumf paa hans Gang,
deres susende Stilhed toner som en Sang,
som en Drøm om hans Hoved lukker sig Palmeskoven.
Og den gyldne Hjelm han river af sin unge Herskerpande,
og han stiger af sin Hest i Kulturens gamle Støv,
det er blødt og palmeflammet af det svajende Løv
paa de herlige Trær, der Æresvagt ham danne.
Da standser under Aaget alle Okserne, som pløje,
de tusind Plovjern blinker et Nu i Muldens Grund:
Augustus favner Landet med sin smaltknebne Mund,
drikker den grønne Nildal med sit indadvendte Øje ...
... Har jeg lyttet til en Røst, der som et Sværdhug malmer
syngende til Marven, en Røst, der hejser Sejl
og lader tusind Aarer pløje Havets Spejl
paa Togt imod Ægyptens udødelige Palmer ...
De forventningsstille Palmer — er jeg vaagen? — se, de stige
op af Østens lave Kyster, bag de okkergule Brinker
som Raketter de hilse. Se, Morgenlandet vinker
til den Fremmede, der higer mod et drømforjættet Rige.
Ind forbi de kalkgraa Kupler, Arsenalets Kvadermure,
mellem Skibe, som er hvide, saa det gnistrer, saa det knalder,
i et dybt, smaragdgrønt Vand, hvor det rustne Anker falder
ved Evnostos’ Forstadshuse, der ser ud som Hækkebure.
I de gitrede Haver blusser Kalke højt som Luer,
violette Purpurblomster hænger tæt i tunge Tæpper;
langs Kanalerne, hvor Nilen i dorske Strømme ebber,
de knejsende Palmer mod hinanden sig buer.
Hvor de sigter op i Luften som Solskud, der rammer,
som springende Plantestraaler mod Himlens høje Blaa
for i Grenenes Vandspring tilbage at slaa
og atter risle ned om de riflede Stammer.
Det er Jer, I skønne Palmer, som gør Skuldrene ranke,
saa hver Tigger bær sin Kjortel som et præsteligt Skrud.
Det kan ses af Eders Vækst, at I dyrker en Gud,
I løfter altid opad Eders Krones stolte Tanke.
Er hvert Træ en Baldakin for et kongeligt Sind?
er hver Kronebusk en Vifte for en Dronnings hvide Bryster?
Som en Regn af Diamanter Solskinnet af 1 ryster,
naar de blanke Blade vendes af den kildrende Vind.
Jeg har suget Eders Sus, naar I duve, naar I dukke,
naar I vifte, naar I vaje langs Flodens lave Rand.
Er jeg atter kommen hjem til Barnedrømmens Land,
hvor I skygged om de fædrene Slægters første Vugge? ...
... De forventningsstille Palmer — er jeg vaagen? — se, de stige
op af Landets lave Kyster — bag de okkergule Brinker
som Raketter de hilse. Se, Morgenlandet vinker
til en Hjemvendt, der genser sin Drøms forglemte Rige.
Jeg har set en tidlig Morgen langs Nilens blanke Strømme
af Ørkenhavet Solen som en Guldbaad glide frem —
og atter rosenfarves de fjerne Bjerges Bræm
og Palmerne sitre som i Paradisdrømme.
Fra de grønne Marker vælded der hastige Dampe
som en Offerrøg, der steg mod det hellige Gry,
og Solen dukked under, men toned op paany
og hang i Taagehavet som en halvslukket Lampe.
Men pludselig i Graaet jeg skimted skønne Linjer:
det var Palmernes Kroner, som op af Taagen skød,
de bevæged deres Grene: var det Gopler, der flød,
var det Sø-Anemoner, var det stjernede Aktin jer ...
I et Nu var Taagen lettet, og Dalen genfødt skinned
i de grønneste Farver som forklaret af Lys,
og der gød sig over Palmerne et sødt og gyldent Gys,
og de stod, som var de ganske fortabte i Mindet.
Da blev levende Nilens morgenblanke Strømme,
over Himmelhavet Solen som en Guldbaad gled frem,
da rødmed som af Roser de fjerne Bjerges Bræm,
og Palmerne sitred i Paradisdrømme.