Som en Harpe høres nynne
Flodens flimmerhvide lien,
Hvirvler, der sig sammen skynde
i en perlefarvet Ynde:
Det er Nilen, det er Nilen —
Strømmens aldrig brudte Pilen
fra de fjerne Tropebrønde,
hvor den store Verdensflod
maa som Himmelstyrt begynde.
Regn, der risler, Regn, der rinder
ned i Bækkes kaade Kilen,
Regn blandt røde Klippetinder,
Regn, som Solen gennemskinner:
Det er Nilen, det er Nilen —
Skær af Sne med evig Smilen,
Genglans af de gyldne Troper,
hvor i Ly af Bronzeløv
Frugter rødmer som Zinnober.
Søde Strøm af ferske Vande,
i en stadig større Spilen
bringer du Ægyptens Lande
Drikken af din aabne Kande:
Det er Nilen, det er Nilen —
Mindets milde, lyse Smilen
fra de rige Fortidslande,
som i Tusindaars-Kultur
hugged Templer langs dens Rande.
Sølverbundt af tusind Bække
bær med Strømmens travle lien
Vand til tomme Lædersække,
fylder Kystens Krukke-Række:
Det er Nilen, det er Nilen —
Livets Flod i evig Smilen
hver en Tørstig Vand vil række.
Kvæget bræger mod dens Bred,
og de drukne Frøer kvække.
Mellem grønne Kløver-Enge
blank og blid i stille Silen
vandrer Flodens Vuggegænge
til en Sang af Rislestrenge:
Det er Nilen, det er Nilen —
Strømmens evig tyste Smilen
blinker frem bag Sivets Stænge,
hvor i Moses’ Vidjekurv
jeg gad gynge langt og længe.