Ad Broens ophængte Bane
gaar over den gyngende Flod
hver Morgen en Karavane
mod Torvene Fod for Fod.
Der kommer som vandrende Høje
af Hø i duftende Hæs.
Op over Puklerne bøje
sig Buer af nyslaaet Græs.
Saa sindigt som lastede Pramme,
der langsomt glider i Sø,
hver duver afsted med det samme
duftende Bjerg af Hø.
De bugnende Markers Fylde
er Byens daglige Gæst —
se, Kløverklæderne hylle
dens Gader i Løvsalsfest.
Helt op til Tagenes Tinder
Lebbach-Træerne gror
— som Sol gennem Søtang skinner
et sivende Lys over Jord.
De knejsende Palmer bygger
over Torvene grønne Tjald:
Hver Hest sit Kløverfor tygger,
og Staden dufter som Stald.
Grøntbjergene stille slingre
under Kamelernes Fjed.
De tunge Sølvringe klingre
om Kvindernes Ankelled.
I Purpur og skinnende Klæder
med Skuldre i svajende Slankhed
glider i Gyder og Stræder
Mænd af en kongelig Rankhed.
Men Kvinder som glinsende Pupper
i Svøb af Silke sig fjæle —
de klaprende Tøfler svupper
mod elfenbensblanke Hæle.
Bag Slørene Klirren af Bjælder
og sorte, bundløse Blik.
Vandsælgeren klingende mælder
sin kølende søde Drik.
Sin Løvsalsfest gennem Stadens
kløverduftende Strøm
gaar Østerlands-Maskeradens
hektisk blussende Drøm.