Nu Solens Baad paa Himlens Hav
sin Dag-Sejlads har langsomt endt.
Over dens fjerne Ørkengrav
er Offerilden stille tændt.
Se, Luften brænder som et Baal
af Svovl i Østens Himmelstrøg.
Fra Nattens dybe, dunkle Skaal
opvælder blaalig Skyggerøg.
Det gnistrer langs det gule Sand
som Løbeild i Askeslør —
halvslukt den høje Himmelbrand
sit hede Støv paa alting strør.
Glansløs blev Nilens blide Strøm,
den grønne Livets Dal er død
— nu flygter Sjælen i sin Drøm
ud mod det tavse Ørkenskød.
Højt mod det gyldne Himmelskin,
i Støv af smuldne Tusindaar,
optaarnet, stenlagt Trin for Trin,
tungt Pyramiden for dig staar.
En Evighedens graa Gigant,
som ingen Storme styrter om,
en Grav for Kræfter, som forsvandt,
en Sarkofag, som længst staar tom.
Et Monument for død Kultur
i Urnaturens Klippeseng,
en Ørkenkæmpe, lagt paa Lur
for Livet i den grønne Eng.
Mens Riger ramled ned i Grus
og Slægter visned en for en,
laa dette Mindets tavse Hus
rodfæstet i den golde Sten.
Nedslæng i Støvet for dens Vægt
din egen Last af Sorg og Ondt:
du er et myresmaat Insekt,
der med et Halmstraa tumler rundt.
Alt, hvad dit Hjerte stak og sved
af Tvist og Tvivl, af Nid og Nød,
o, læg det let for Foden ned
af dette Alter for en Død.
Fem Tusind Aar det tog i Favn
— hvad naar dit eget lille Spand?
En Pyramide — for et Navn!
et Hvilested — i Ørkensand!