Stejlt sig strækker op af Sandet
Klippens gule Ørkengaade,
stirrer langt mod Morgenlandet
fjernt bag Nilens Net af Baade,
der med vingespændte Sejl
glider svalelet paa Floden
mellem Byer af tørret Tegl.
Sandet fyger dig for Foden:
Tidens aldrig tømte Hav
slikked Huden fra din Hals,
bored dine Kæmperibben
langsomt ud med Fals ved Fals.
Stærblindt dine Øjenhuler
stirrer Solen uforfærdet
i dens hede Ansigtsbaal.
I Aartusinder forhærdet
spotter du enhver, der dyrker
dig som Gaade og Kolos,
rynker kun dit Smil af Trods,
selv naar Mameluk og Tyrker
valgte sig din Mund til Maal
og har plantet deres Kugler
i de tomme Øjenhuler.
Mellem dine brede Klør
ser du Myresværmen kravle
ind imod din Klippenavle,
byttegraadig nu som før.
Du har set, hvor alting dør:
Daad og Drøm og Røverdriften —
som naar Vinden visker Skriften
ud paa Ørkengrusets Tavle.
Se, de sorte Skarabæer
ælter endnu tungt i Sandet,
ørkenfyldt med skøre Skaller,
Dødeben og Dyrekraller —
Støvet danser, knokkelblandet
af Ægypter og Hebræer.
Sov Guds Moder ved dit Hjerte
med sin Frelserdreng ved Brystet
har en Nat du hende trøstet
med din følesløse Ro?
Holdt Antonius og Cæsar
Enetaler med din Stumhed?
Viste du den samme Grumhed,
da den barske Bonaparte
saa dig an med Herskerbryn
og hans Øjes kolde Lyn
prelled af mod din Granit:
Ej du saa ham, ej du svarte,
men du lod ham spørge frit.
Tung og tavs i Ørkenvaade
over evig Tomhed ruger,
Sfinks, din stejle Klippegaade,
som sin egen Løsning sluger:
Hvad du gemmer uden Slippen,
hvad du ruger paa, er Klippen:
du er hugget ud af Skorpen,
som er Grundens dybe Ur,
og du hviler tankefuld kun,
og du véd kun, fræk, forvorpen,
at den hele Jordkultur
er en Smule Støv og Smuld kun
over Grundens Sten-Natur.
Billed af en Oldtidskonge,
Støtte for en gravlagt Hersker,
Mare, som dit Rige rider,
ligger stivnet du i Dagen,
Farao for alle Tider,
men af Livets Lader mæt,
og du drager Sandets Lagen
over dig, naar du er træt.
Aldrig ser du, Solen daler,
ser kun Gryet, naar det stiger
nyfødt over Livets Riger,
mens hver Aften om dig sniger
aadselsporende Sjakaler.
Døden er en Genforening
med den faste Undergrund,
og dit Liv blev en Forstening
— blinde Øjne uden Glippen
og en evig lukket Mund.
Hvorfor tænke, hvorfor tale?
Tænker Solen, tænker Klippen,
tænker Sandet, naar i Byger
højt det mod din Bringe ryger?
Lad kun Myreflokken grave
frem din Krop af Sandets Vold,
lad de smaa Pygmæer trave,
indtil Jorden bliver kold:
Alting skal som Sandskorn rinde
gennem Tidens Ørkensold.
Støvet alt skal overspinde,
Sfinksens Klippeflanker dække
og til Nakkebindet række:
Farao slumrer lige tryg,
dybt i Evigheden dukket,
har sig Ørkenhavet lukket
om hans brede Kæmperyg.