I vaagne Ørkendrømme
Kamelen vader frem.
Se, Libyens Bjerge sømme
med ru og rustrød Bræm
de nøgne, gulgraa Flader,
hvor kun Kamelen vader
i sandopslugte Skridt
og bær mig vidt og vidt.
Jeg vugger over Sandet,
jeg gynger paa dens Gang,
mens grim og kongepandet
den træder Grusets Sang.
Dens store Øjne svømme
i dunkelbrune Drømme:
et blankt og brustent Blik
fra Vejene, den gik.
I paradisisk Smilen
den kløvergrønne Jord
har dækket langs med Nilen
sit rige Urtebord.
Og midt i Vintersæden
i tavs og sindig Æden
staar Nilens fede Kør
og græsser nu som før.
Men vi drog bort fra Dalen
til Dødens vestre Bred,
her færdes kun Sjakalen
paa Nattens Tyvefjed.
De gule Pyramider
som Babelstaarne glider
af Grusets Bølger frem
med døde Kongers Hjem.
Alt dukker i Sakkåra
Trinpyramiden op —
en Luftning fra Sahara
kildrer Kamelens Krop.
Mens tungt den Gruset knaser,
den drømmer om Oaser,
en vandrig Palmeskov,
som lokker Dyrets Klov.
Kamelens Øje spejler
kun Ørknens øde Kres.
Det er mig, som jeg sejler
i Støv, hvor intet ses.
Jeg duver og jeg dukker,
og Ørkenskibet vugger
mig langt fra Livets Strand
ud paa et Hav af Sand.
Søvntung er Middagsheden
og tør den tavse Luft —
da sanser jeg forneden
en let Vanilleduft:
Se, midt i Sandets Hvide
kærmindeblaa og blide
smaa Ørkenblomster gror
tyst som et Aandeflor.
Har Solens gyldne Fødder
dem trippet frem i Kys?
Har Sandet givet Rødder
til Frø, der faldt som Drys,
som Regn af Blomster-Manna?
Nu synger Hosianna
og spejler Himlens Blaa
de tusind Kalke smaa ...
... og dufter op af Sandet
en stille sølvblaa Sang,
mens grim og kongepandet
Kamelen gaar sin Gang.
Dens store Øjne svømme
i dunkelbrune Drømme:
et blankt og brustent Blik
fra Vejene, den gik.