Palmerne erobred Faraonernes Stad,
de svajer deres Kroner, de rejser deres Stammer,
kaster Vifter over Støvet af Solens gyldne Flammer,
hvor før de stumme Sfinkser
laa stirrende paa Rad:
Tiden har dem knust med sin mægtige Hammer
— nu smuldrer under Foden
Ptahs sunkne Tempelkammer.
Paladserne blev borte, til Støv blev Stadens Tegl.
Naar Nilen sommersvulmet højt af sit Leje dukker,
ingen taarnhøje Mure om Kongestaden lukker,
frit Flodens Vande breder
over Grunden deres Spejl,
ingen Hymne klinger, kun Sivene sukker,
paa Memfis’ øde Tomter
Nilbøflen Tørsten slukker.
Kun Ramses er tilbage, paa Ryggen væltet om,
af hans kongelige Hoved er Sydkronen knækket,
han ligger som Osiris stiv og gudeskægget,
kun Palmerne sig løfter
om Lejets Helligdom.
Han stirrer op i Himlen, stum og aldrig vækket:
de susende Sekler
han ser i Fugletrækket.
I Ly af Ramses’ Krone har Bønderne et Baal,
i Skyggen af hans Nakke de hører Ilden buldre,
men jeg søger mig et Sæde paa hans stærke runde Skuldre.
Den brune Kaffe skummer
i den skaarede Skaal.
Ramses’ Aasyn skinner: det er os, som først skal smuldre
— han har baaret hundred Slægter *
paa de glatte Kongeskuldre.
Imellem Kæmpens Lægge er hans Datters Billed hugt,
Bent-Anåt i lette Rytmer, med et mandelformet Øje
og et Drag af Lotos-Duft i sin fine Næses Fløje,
med den første Ungdoms Sødme
i sin Læbes lette Bugt.
Hun bær sin Krans af Slanger og Solen mod det Høje,
Ægyptens hele Skønhed
hun ejer i sit Øje.
Ingen Mejsel skar et dybere Digt i Granit,
ingen Mester har højere hyldet en Kvinde,
disse silkelette Linjer til en Hymne sig spinde,
til din Pris, Bent-Anåt,
til det Smil, som er dit.
Nu jeg véd, hvor Faraos Datter er levende at finde:
paa Memfis’ øde Tomter
et forelsket Oldtidsminde.