Blandt tavse Sfinkser, som Vejen vogte
og tvinge Tanken til Tempeltugt
med tomme Øjne, af Solen kogte,
gaar Gangen gennem Pylonens Mure
til Amons Forgaard, hvor søjlelukt
sig Rummet sondrer i Baas og Bure.
Ad ny Pyloner, blandt tunge Piller
gaar Vejen ind i en Søjlepark,
hvis Kæmpestammer Halvlyset riller.
Kun Hieroglyfernes Billedrader
— dybtskaarne Ar i Granitens Bark —
bedækker Søjlernes Valseflader.
Solskiver, Løver, Uræus-Slanger
og Bier og Lotos og Livets Tegn
i stærke Farver paa Stenen pranger.
Men atter Skoven til Hal sig vider,
en aaben Lysning i Templets Hegn
med Søjler plantet paa trende Sider.
Med tunge Trin som en oprejst Bamses
imellem Søjlerne skridter frem
i Faraovælde den store Ramses
med Nakkeklæde og Skørt om Lænder,
med Hageskægget i lægget Bræm
og Kongeseglet i begge Hænder.
Hvorhen jeg ser, jeg hans Støtte finder
hans store Blik fra de stærke Bryn,
hans rene Mund mellem runde Kinder
tretusindaarige Stenkolosser
marsjerer mod mig som i et Syn,
i Faraovælde, der Tiden trodser.
Vær hilset, Herre, du høje Ramses,
dit Smil er naadigt og nagelfast:
du véd, hvor Kroner i Flæng kan gramses
og Riger styrte og Byer brænde
— hvor er det Scepter, som ikke brast?
Dit Kongesegl du beholdt i Hænde.
I Amons Tempel du faldt i Staver
og tror, at Mængden, som mod dig traver,
er nu som før dine Tempelslaver,
thi hvilke Værker af vore veje
mod Magten i dine Kæmpelemmer,
der end Ægypten har fast i Eje
og endnu lokker og endnu skræmmer!