Over Dalens grønne Vange
Folk og Fæ i sindig Virken
baaret over Kornets Bølgen
kun et Gangspils stille Knirken.
Nøgne kaffebrune Kroppe,
skjulte halvt i Markens Grøfter,
sænker Spande ned i Brønde —
Undervandet op de løfter.
Trin for Trin ad lave Diger
hejses Vand af Nil-Cisterner,
og den ærtegrønne Risling
vidt sig over Dalen fjerner,
siver bort som lyssky Slanger,
slugt af hver en tørstig Fure.
Store Tandhjul over Marken
ligger spredt som aabne Uhre.
Sorte Bøfler Bommen driver,
Pumpen langsomt Vandet lirker;
mens de deres Rundgang vralter,
Spillets tørre Ganghjul knirker.
Memnons Støtter midt i Sæden
stirrer solblindt ud mod Østen.
Kornets Hav omkring dem duver,
Majsen modner sig til Høsten.
Ad de smalle Digers Veje
Karavane-Linjer vugger,
Tog af sorte Fellah-Kvinder
bærer Nilens Vand i Krukker.
Folk og Fæ i Skridtgang krydser
over Dalens grønne Vange.
Solens gyldne Støvregn drysser.
Trindt om toner Træets Sange.
Sæden suser, Røgen pibler,
alle Nilens Brønde virker,
sorte Bøfler Bommen driver,
Oldtids gamle Gangspil knirker.