I Fjældet hugget
blev dunkle Skakter
paa hundred Favne
og Kamret dukket
i Mørkesvælget,
hvor ingen Ravne
af Stilhedsdybet
endnu har drukket,
saa fjernt, at Lyset
krøb ind og slukked
sig selv i Drejning
fra Gang til Gang,
hvor Klippens Bane
foruden Tærskel
i Dybet sprang,
og Bjergets Bjælker
som tunge Aag
over Gangen hang.
Min Grav i Mulmet
blev hugt og sænket,
forseglet, lænket
til Klippeødet,
skjult som et Foster
i Moderskødet.
Ej Lyset mægter
ad Klippens Spalter
at lyse ind
til mit Dødning-Alter,
Kun Tordenbraget
min Stilhed sprænger
og Ekko slænger
i Trommebulder
ad Gravens Gange,
hvor Drønet ruller
mod Sarkofagen,
saa Skæget smulder
mig under Hagen.
Mit Loft er stjernet
med Himmelkloder,
mit Leje værnet
af Nattens Floder:
Som Slangekroppe,
der ud sig spænder
paa Hvælvet oppe,
paa Gulvet nede,
Himmelgudinder
paa stærke Lænder
holder de høje
Stjernetinder.
Og trygt jeg slumrer
i Sten, som spænder;
og Graven skumrer
i ubrudt Mørke.
Imod mig brænder
Osiris’ Øje
i Fosforgløden,
der Ondt forjager
og Djævle skræmmer.
Men de deroppe
mit Navn forglemmer
— min Søvn er Døden.
Er det en Orm, som
i Fjældet borer?
Er det en Storm, som
i Bjergets Porer
indtvinger hvinende
en iskold Kile,
der stinger pinende
min vage Hvile?
Hvo tør vel hamre
og Vej sig hugge
til disse Kamre?
Er Fjældet ældet,
og brister Bjerget?
Er Stenen fældet,
som Gangen værged?
Men Væggens Rædsler
skal Fjenden knuse
og Mulmet drukne
ham i sin Sluse.
Men Bjerget brager
og Klippen brister
i sine Rødder.
Omkring mig lister
som Tyvefødder.
Bag Stenens Panser
jeg alting sanser:
Der suges Luft ned
i Bjergets Lunge,
og Røverraab
gennem Gangen runge.
Brækjernet klinger
mod Klippegrunden
— og Skriget stinger
mig dybt i Munden.