Har Horus’ Høgevinger
forladt min Sarkofag?
Hvo er det, som sig tvinger
herind med dumpe Brag?
Er paa min Pande Slangen
udkrøben af sin Ham?
Anubis, spær dem Gangen
og skræm dem med dit Glam.
Hvo vovet har at røbe
Gravkamrets lukte Bog?
Hvor har I lagt min Svøbe
og skjult min Scepterkrog?
Ve dem, der sig formasted
at bryde Gravens Segl!
Var ikke Armen bastet,
den slog dem som en Plejl.
De mine Ligsvøb sondrer,
opvikler mine Baand,
mit hule Bryst de plyndrer
og Guldet paa min Haand.
Jeg har ej Sug i Lungen
og faar ej Luft i Skrig,
thi visnet smulrer Tungen
bag Læben som et Lig.
Jeg kan ej Haanden strække,
der før slog Folk i Knæ,
og mine skrumpne Lægge
er stive som af Træ.
Mit Legem intet skjuler,
blot har de alting lagt
— kun mine Øjenhuler
kan udspy stum Foragt:
I flænse kan som Gribbe
i Faraos Dødningdragt,
uskaansomt Hammen ribbe
af støvlagt Herskermagt.
Saa fast min Kæbe spændte,
min Pande stejled gram,
som Næbbet paa en Glente
stod Næsens høje Kam.
Lad Tyvefingren glide
langs mine Tænders Rad,
som ikke mer kan bide,
men blinker end af Had.
Hvor skadefro du skuer
paa mine Mumietræk,
din egen Skæbne truer
dig selv med større Skræk.
Ej Svøb og Baand dig venter
ej Saltets skarpe Lud,
der Faraos Knokler prenter
i Hylstret af hans Hud.
Men Skimmel skal dig lodne
i Dødens beske Lugt,
og du skal hastigt raadne
i Jorden som en Frugt.
Da frygt din egen Skræmsel,
naar som en Aadselhund
du kastes skal til Glemsel
i Jordens Rakkermund.