Saa vil vi vandre ned til den hellige Sø
bag de tiende graa Obelisker.
Se, Blomsterne funkle som Kranse af Ild
fra de løvfine smaa Tamarisker.
Hør, Støvet klapper dæmpet under vor Saal
med et Sug fra de henfarne Tider:
det er Støv af de Døde, Templernes Smuld,
som sagte under Foden os glider.
I den dybe, den dukkende, sølvblanke Sø
denne Urskov af Templer sig spejler:
Søjlernes Vildnis og Murernes Fjæld,
Pylonerne lig omvendte Kegler.
Dernede spindes alt i Vandenes Væv,
dér sitrer Ruinerne sig sammen
til et Hele i Dybet af Skyggernes Sø,
bestraalet af Nymaaneflammen.
Fjernt borte nynner Nilen sin blinkende Sang
ind i Palmernes slumrende Riger.
Her ruger Søen rolig over sin Drøm,
der i lukkede Lotosblomster stiger.
Her har Solgudens Præster knælet ved Kvæld
og skyllet deres offerstænkte Hænder,
betragtet Obeliskens luegyldne Top,
som den sidste Solflamme tænder.
Og hældet over Søen gransket Himlens Blik,
der stjernestraalet stirrer frem af Blaaet,
og set i Nattens dunkle, bundløse Skaal,
hvor langt den gyldne Maane er gaaet.
Her har de siddet tavse om Søens skønne Spejl
og sænket alle Længsler i dens Favn
og lyttet nattestille til Fiskenes Drøm
og hvisket Amons hellige Navn.
O evige Stilhed, som stiger fra dit Vand,
du skumrende, du hellige Sø —
en Flagermus striber dig med sin Vinges Rand
du har slugt alle dem, som maatte dø.
Du har drukket deres Sjæle som faldende Løv,
du har sunket deres visnede Savn
og gemt bag dit gamle spejlklare Smil
Himlens uudsigelige Navn.
Som et Øje du blinker til Mulmets Stjerneblik:
I er tvende, der hinanden forstaar —
og du tæller som Dryp i Evighedens Hav
alle Nætterne, som over dig gaar.
Støvet om din Bred Millioner har slidt,
til Mel blev de mægtige Kvadre:
Her lister en Genlyd af Aartusinders Skridt
— til Støv skal de Stenbogen bladre.
Pylonerne skal flades under Tidernes Gang,
Obeliskernes Spidser blive stumpe
og selve den udødelige ældgamle Nil
i sit Løb og sit Delta forsumpe.
Og som et brustent Øje skal selv du blive blind,
du skumrende, du hellige Sø,
fyldes af Historiens ustandselige Svind,
sluge alle dem, som maa dø.
Du skal drikke deres Sjæle som faldende Løv
og synke deres visnede Savn,
men gemme bag dit gamle stivnede Smil
Himlens uudsigelige Navn.