Saa tit jeg mit Haab vil højne
og juble mit Hjerte glad,
da ser jeg Bjørnsons Øjne
og tænker paa Aulestad.
Saa tit jeg vil kaste Byrden
i Mindernes brusende Bad,
jeg stiller mig under Styrten
fra Elven paa Aulestad.
Jeg hører Flagene smælde
mod Blaaet i højfarvet Pragt:
de stolte Banneres Vælde
staar om en Kongsgaard Vagt.
Ned over Dalens Lier
strømmer Birkenes Sus;
en Hær af summende Bier
bærer Honning i Hus.
Her banked jo Norges Hjerte
i pulsende stærke Slag:
Løftelsens Lykke jeg lærte,
saa høj som den lysende Dag.
Her blev jeg lydhør atter
for Fossernes brusende Fald
ved Mesterens Gudelatter
af Lungernes faste Skrald.
Men aldrig en ømmere Skælven
fornam jeg i nogens Røst:
den rislede frem som Elven
af Modernaturens Bryst ...
... i vuggende dejlige Klange,
i Rytmer, der kom og gik
med Menneskehjertets Sange,
der smelter som sød Musik.
Et Blik som en Sandhedssvøbe,
et højt, udødeligt Haab,
et Seerblik til at døbe
med Mennesketroens Daab.
Saa tit jeg min Sjæl vil højne
og juble mit Hjerte glad,
da ser jeg Bjørnsons Øjne
og tænker paa Aulestad,
paa Løftelsens Lykke, jeg lærte,
Fornyelsens friske Bad:
Jeg har hvilet ved Norges Hjerte,
jeg har boet paa Aulestad.