2. April 1901.
Skvulper ind fra Kongedyb,
strøt med Sol, det blanke Sund
foraarsblaat sin Bølgesang
af en tusindtunget Mund —
tys! et Ekko dønner fjernt
op fra Hundredaarets Dyb,
Ekko af Kartover
toner op fra Kongedyb.
Som et Bolværk er lagt ud
Blokskib, Orlogsmand og Pram.
Plankevolden Skud paa Skud
løsner gennem Røg og Slam,
glatte Lag paa Kryds og Tværs,
Kuglehagl i Skrog og Mers
tordner over Staden
Kanonadens dumpe Vers.
Hin Skærtorsdag i April
stod paa raadne Banjer fast
vore Gutter med et Smil,
til i Flammer Skroget brast.
Folket stod og saa fra Land
Englands stolte Orlogshær
knække Spryd og Spanter
paa vor Linjes lave Skær.
Slagets Løn? — forlang den ej.
Vaarens. Flor, til intet brugt,
spredes kan ad Blæstens Vej,
inden Blomsten har sat Frugt.
Danmark altid saa for kort,
fik til Løn kun Skam og Tort,
spurgte ej om Høsten,
naar vi Vaaren ødsled bort.
Sejren over Landet fløj,
risted Navn i Guld paa Sten,
rejste Obelisk paa Høj
over faldne Heltes Ben.
Evig grøn er Granens Stav,
trofast uden Plejekrav
kryber Vedbendranken
om den store Fællesgrav.
Evigt smitter Modets Smil,
Mindet lever, Daad ej dør:
Plant dem Blomster i April,
bind dem Kranse nu som før!
Længst er dækket under Jord
Slagets blodigrøde Spor,
men fra Mindehøjen
stiger tavst et Heltekor.
Skvulper ind fra Kongedyb,
strøt med Sol, det blanke Sund
foraarsblaat sin Bølgesang
af en tusindtunget Mund —
lyt! et Ekko dønner fjernt
op fra Hundredaarets Dyb,
Ekko af Kartover
toner op fra Kongedyb.