24. Oktbr. 1901.
De samme Stjerner gaar i Nat
den gyldne Gang paa Himlens Hvalv,
for hvilke du fra Nat til Nat
i stille Forsker-Andagt skjalv.
De samme Lys, hvis Plads du fandt
og i din Himmelglobus skar
og maalte med din Murkvadrant
og aftvang tavse, sikre Svar.
Se, Cassiopeia glimrer frem,
hvor først din nye Stjerne skød
af Evighedens Modergem
og ud i hvide Flammer brød.
Dér læser vi endnu dit Navn,
dér tændes skal maaske engang
igen den samme Stjernebavn
og atter synge Lysets Sang.
Den samme Sol, som denne Dag
sin vante Vej paa Himlen gaar,
har fulgt du fra dit Kuppeltag
og forsket gennem tyve Aar.
Den samme Maane har du set
og tegnet Banen, den har haft,
og fulgt hver mørkesvøbt Planet
og maalt Kometens Klodekraft.
Som Konge paa Uranienborg
du valgte Natten til dit Bo
og sænked al din egen Sorg
i Evighedens dybe Ro.
Du grov paa Hveen din Skansevold
højt over Jordens Dis og Dunst —
de blanke Stjerner blev dit Skjold,
som værner evigt om din Kunst.
Vel sank din Stjerneborg i Grus,
din Stolthed dig af Landet drev,
men Himlen gav dig Ly og Hus,
og Stjerner skrev dit Kongebrev.
Du gransked Evighedens Sprog,
men uden vore slebne Giar.
Du læste samme gyldne Bog
og fandt de første sikre Svar.
Dit Støv er lagt i fremmed Jord,
men Rust fortærer ej dit Ry,
der ridset har sit gyldne Spor
igennem Tidens Taagesky.
Hver Nat paa Himlens fjerne Rand
mod Evighedens Gaader vendt
staar for dit lille Fædreland
dit Navn som Morgenstjerne tændt.