8. Decbr. 1902.
I.
Alle Kongeørne flyve,
højvandsfyldte Elve gaa,
mens en Skok Poeter lyve
og ad Harpestrenge klyve
op i Fest-Ekstasens Blaa.
Bruset staar af Talens Vin,
Fosse skumme, Birke skælve,
stolte Rim omkring dig hvælve
Smigrens høje Baldakin.
Fra din egen Strøm er rundet
disse Bækkes Ekkoklang,
hvert et Hyldingsvers er vundet,
hver en Festguirlande bundet
af din egen Hjertesang,
spejler kun dit Solskins-Ry
lig en Regnbubro, der flimrer
over Fossens Fald og glimrer
i en støvfin Taagesky.
Rige Sjæl, du altfor rige —
stærke, blonde Vaarprofet,
altid ser du Haabet stige,
medens Mørkets Jætter vige
trindt paa Flugt af Solen spredt.
Sandheds brede Vej du gaar,
Arbejdskæmpe, Retforkynder,
Lægedom for Slægtens Synder
paa din Pløjemark du saar.
Gennem Dagens Festfanfarer
lytter du til Havets Kor:
Folkerøsten, som dig svarer,
at den Arnens Ild bevarer
og som du paa Livet tror.
I en dæmpet Brusen frem
Millioners Hjertebanken
takker dig for Lykketanken,
født i tusind Tusind Hjem.
II.
Epilog, fremsagt af Fru Betty Nansen
i Studentersamfundet 12. Decbr. 1902.
Helten er hyldet. Højt paa Skjold vi løfted
den norske Høvding og til Drot ham kaared,
til hele Nordens Konge for en Dag.
I Luften hendør vore Hyldingsraab
med Harpeklangen og Trompetfanfaren,
og vore Fakler kaster vi paa Baal.
Hverdagen følger — saa farvel da, Fest!
Luften er stille — andagtsfyldte mindes
vi, hvad han er til Hverdag: Præst —
Ypperstepræst!
En Præst! — er Navnet ringe? — Ringe er det gjort
af alle dem, der tjener ringe Guder.
Men mere helligt Navn kan ikke findes
til den, der blev Forkynder af det Store
det stolte Budskab: Fremtidsslægtens Lykke.
Søn af en Præst, født bag de høje Fjælde ...
Den lave Kirke hvælved om hans Verden
sit nøgne Loft, og der var trangt derinde,
hvor Bønder luded over Salmebogen
og Præsten messed om — et andet Liv.
Den Kirke blev hans Kald for ringe — han længtes ud:
De fugtgraa Mure sank i Jorden. Taget
gled bort i Solen. Himlen skinned ind,
og Synet vided sig til Fjældets Vægge,
hvor Fyrren rejste sine stejle Søjler.
Og Orgelklangen blev til Fossens Dur,
og Salmen blev en Lærkesang i Dalen.
Naturens Kirke kaared ham til Præst,
og han blev Bygdens karske Sjælesørger,
der smilte SolsTrin i de trange Stuer
og vakte Helte fra henfarne Tider
til Viljers Hærdning under Arbejds-Daab.
Den Kirke blev hans Kald for ringe — han længtes ud:
Ej Fjæld ham standsed — danned Piller kun
i Folketemplet, som han Norge rejste.
Han samled Norge under eget Banner,
fik Folket til at synge med een Strube
i Salmevælde: Ja, vi elsker Landet!
Den Kirke blev hans Kald for ringe — han længtes ud:
Ej Hav ham standsed — det blev Bælte kun,
som knytter Land til Land og Folk til Folk.
I større Ringe gik hans Hjælpetrang,
jo mer han favned i sit Kæmpefang.
Al Verdens Uret rev til Blods hans Bryst
— for hver en Nød han vilde finde Trøst.
Han blev den Præst, som kender Grænser ej
i nogen Kirkemur, men spænder over alle
den ene Helligdom, som er det store Hjerte:
Kun Hjertet kender intet over Evne.
Tiden er splittet. Mange Sjæle fryser
i Tvivlens Ensomhed og véd ej Raad,
men skuler kun til Næsten som en Fjende.
For ham er Menneskeheden Menighed,
Alter og Arne eet. Hans Fremtidstempel
er det, hvor alle Arner trofast freder
om samme Lue af eet fælles Haab,
og Kærligheden adler alles Arbejd.
Hvor bra’ Folk gaar, dér er Guds Veje —
hvor de forsamles, dér er Bjørnsons Kirke.
Fra dette Sted gik Tanker ud af hans:
Vi er et Samfund, vi har fælles Maal.
Vi samler, vi vil bjerge, vi vil bygge.
For os er Livet ikke hensigtsløst,
saa længe vi har Lys at sprede, Kunskabstørst
at slukke, Uret at bøde.
Vi ranker os til viljestærke Mænd, vi højner os
til Kvinder af en aldrig anet Skønhed —
de Stolteste, vi véd, har han os vist.
Til dette Sted vil søge nu som før
de Unge, der vil bygge Templet større
og tjene altid større Herre.
Sluk Faklerne og følg ham ud,
ham, der i Aften var vor Hædersgæst,
— da vil vi se de tusind fjerne Lys
fra spredte Arner under Nattens Kuppel,
Altre for samme Strid og samme Fest,
en evig Ild for Livets Arbejdsglæde —
i dette Tempel véd vi, han er Præst,
Ypperstepræst!