Vidt over Vandet jog de hvide Maager.
med Vingeslagets Sus, i Bueflugt;
dèr fløj en enkelt fremad lige lukt
og slugtes op af Horisontens Taager.
Jeg satte mig paa Strandens klamme Sand,
— imod mig slog en Em af Salt og Tangen —
og lytted længe tankefuld til Sangen,
som Bølgen rullende bar ind mod Land;
... ret som et, Pust af Tidens Dødesang
med Kor af Vrag og sønderbrudte Planker
og mange stærke, tidligt ødte Tanker
med Vaandeklager over Livets Gang.
Et dæmpet Brus af Livets Orgelsalme
med Dødens dybe Andagt blandet i,
— hvorledes alt skal splintres, brydes, falme,
og alt se Tiden ile sig forbi ...
Jeg tænkte paa den Maage, jeg saa’ svinde,
som ej jeg kunde følge med mit Blik;
og endnu mindre Sekraft Sjælen fik:
den gaar jo næsten altid om i Blinde.
Jeg ridsed med min Stok i Sandets Lag:
Saadan paa Sand har Tusender jo tegnet
og skrevet Ord, der ikke var beregnet
at slikkes bort af Havets Bølgeslag.