1.
Du skænked mig saa sød en Vin,
Pokalen var din Mund,
og dine hvide Tænder
var Perler paa dens Bund.
Du var et køligt Blomsterskjul,
som brat mig fangen tog,
og Løvet var dit gyldne Haar,
du om mit Hoved slog.
Din Stemme var Sirenens
saa fuld af Suk og Savn,
— da stranded mine Tanker
i din skumhvide Favn.
Naar dine Armes Slanger
omsnoede min Hals, —
for ét af dine Rosensmil
mit Liv var dig tilfals.
Jeg sank i dine Øjne
som i en Indsøs Bad,
hvor røde Guldfisk leger
under Aakandens Blad.
2.
Skoen paa din Fod du vipped
og holdt Haanden under Kind,
da det første Kys jeg nipped
og i Øjet saa’ dig ind.
Dine Øjenlaag sig sænked
for mit hede Aandedrag.
Fast jeg til din Favn laa lænket
af dit Hjærtes stærke Slag.
Og jeg følte, hvor du sitred,
Blodet sang som Konka-Kog,
og lig Maaneglans der glitred
over dine lukte Laag.
Men til Kval, som kunde dræbe,
blev den vellystsøde Stund,
thi jeg følte, paa din Læbe
stivned Kysset fra min Mund.
Og du skælved og du skød mig
fra dig som i Feberhast,
og i Stumper Lænken brød sig,
som jeg trode holdt mig fast.
Og du vaanded og du vandt dig
fra mig, mens du stønned: Gaa!
— Og en ukendt Kvinde fandt jeg,
der som fremmed paa mig saa’.
Tungt, hun strøg sig over Panden,
hendes Stemme lød som Hvin:
Al min Hu var hos en anden,
mens min Mund var trykt mod din!
3.
Nu skyller de skønne Minder
bort i en grumset Flod,
hvor ingen Guldfisk skinner
i Solen som gyldent Blod.
Nu svandt mig af Sanser og Hjærne
hver Hvid af din Skønhedsskat.
Dit Øjes skælvende Stjærne
dukker i dybest Nat.
Din Stemme dør som en Maages
Sang i sydende Blæst,
dit Billed dør som en Taages
sidste solspredte Rest.
Den sidste Gnist af en Kærtes
Blus imod natsort Grund ...
Hvem lodder et Kvindehjærtes
lønlige Havdybs Bund?