Decbr. 1918.
Stormen rysted Træets Grene;
Jordens gamle Ygdrasil
hagle lod en Høst af Stene,
giftig Gas og Bombeild.
Helvedhadets onde Frugter
afsved alt om Træets Rod.
Skæbnen som den store Tugter
rensed Templet ud med Blod.
Jorden pisket blev med Svøber,
Blodet raabte ørkenvidt.
Millioner Gravkors røber,
hvad den hele Slægt har lidt.
I hvert Ansigt dybt staar skrevet
Ar af Smerte, Angstens Saar.
Sent vil glemmes, hvad vi levet
har i fire Rædslens Aar.
Nu blev Løvet atter stille.
I den gamle Ygdrasil
Fredens gyldne Solstrejf spille.
Verden er forventningsmild.
Nu kan Hjertet atter sove
feberfrit de lange Nætter,
glemme disse Pigtraadsskove,
der en blodig Grænse fletter.
Bag Ruinerne det dages:
Se, nu ender Jordens Kval.
Ikke mer skal op vi jages
af de Døende paa Val.
Malmen, misbrugt til Kanoner,
støbt til Klokker om paany,
vende skal med Jubeltoner
hjem til hver en genrejst By.
Ja, mod Julens store Hjemtid
længes alle trætte Sjæle
for i Bøn om fælles Fremtid
under Slægtens Træ at knæle,
for at hjælpe, for at lindre,
for at bøde Savn og Brist,
at det skønne Træ kan tindre,
hvor hvert Hjerte er en Kvist.
Giv os Brød igen for Stene,
himmelmilde Ygdrasil,
stræk paany de gamle Grene,
sitrende af hellig Ild!
Under dine Grenes Skygge
alle Fattige du favne!
Lad en Fredens Jul os bygge
op for alle dem, der savne!