26. Sept. 1917.
Tavse Hjemvé-Minder vinked
bag den tunge Himmelrand.
Glansen i dit Øje blinked
af de tusind Søers Land.
Traadløst Tankerne dig knytted
til det Folk, hvorfra du gik,
mens dit Hjerte stille lytted
til de fjerne Falds Musik.
Kalevalas røde Sange:
op af Finlands lange Nat,
baaret frem med Fosseklange
Fantasiens gyldne Skat.
Ja, du var en ægte Finne,
dyrked Tanken som Magi,
saa’ de skjulte Linjer rinde
i fortryllet Harmoni.
Løfted højt dit Væsens Charme
som en festlig Guld-Monstrans,
ej ed i dit Hjertes Varme
Sjælens sidste, sjette Sans.
Gransked over Snit og Sfære,
øved Tænkningen abstrakt:
Tallets suveræne Lære,
Fladernes sublime Magt.
Dyrked det Uendelige,
Himmelrummets blaa Logik,
hørte som en Hymne stige
Talkolonnernes Musik.
Denne Pandes Tænkersnille,
disse Øjnes Fosforglød
— Hjertet som en stormfuld Kilde,
der sin svage Kumme brød.
Under Asken frem sig ulmed
Tankens gnistrende Vision
— nu har du igennem Mulmet
naaet den fjerde Dimension.
Ej til Støvet var du bundet,
al din Higen var astral.
Og i Døden har du fundet
Evighedens Integral.