21. Jan. 1917.
En djærv Protestant, der var frejdig og stærk,
en Præst, der fik kastet sin Messesærk
for jævnt at bekende den fædrene Arv,
den Tro, der for ham var Slægternes Marv.
En Jakob, der Livtag med Herren tog
og, hver Gang Tvivlen i Knæ ham slog,
dog ikke slap, før velsignet han blev.
Blod var der blandet i Skriften, han skrev.
I Wartburg-Cellen han stred sin Strid
og ængsted sig ensom og ydmyg og blid.
Men nidkær han gik og forkyndte sin Gud
og opfrisked gamle og evige Bud.
En Mand paa sin faste og sanddru Grund
med Glimt i sit Øje og Smil om sin Mund,
med Hjerte og Lune han lytted sig ind
i Menneskers stride og sælsomme Sind.
En Hader af Løgn og forkvaklende Digt,
en Elsker af Troskab og styrkende Pligt
— en Have i Sol hans andægtige Sind,
hvor Solsorten smutter i Halvmørket ind.