Jeg tager op de slagne Skaar,
de unge Aks, som Leen brød,
de første Knopskud af en Vaar,
der fandt en altfor tidlig Død.
Hvem har ej hørt, naar Leen sprang
og mejed over Marken tungt,
den dybe, dumpe Smerteklang,
naar Staalet skar i noget ungt? ...
Hvad er saa skønt som modent Korn,
en Høst, der bugner høj og gul,
naar Stakken stritter spids som Torn
og Kernen hærdes i sit Skjul?
Dog elsker jeg de grønne Neg,
hvis Korn fik lige Kerne sat,
den Blomst, som just af Svøbet steg,
da Døden brød den barsk og brat.
Jeg tager nænsomt i min Haand
det fine bløde Skitseler,
let formet af en dødsdømt Aand,
der aldrig former Tanker mer.
Jeg ser den unge Kraft, som svandt
i disse Liniers Aandedrag:
i deres skælvende Aarer randt
en Digters dybe Hjerteslag.