Der aander fra dit Ansigt
et dæmpet gyldent Solskin,
du tindrer mig i Møde
din Mesters varme Sjæl.
Det er hans Blik, som brænder
endnu paa dine Kinder.
I Øjets brune Dybder
han sænket har sin Sjæl.
Din skære hvide Pande
sig hvælver klar og stille
over dit Hjertes Godhed,
hvor han sin Hvile fandt.
Din røde Læbe rynket
sitrer endnu af Kysset,
hvormed han dine Drømme
til sine Dage bandt.
Og Perlen i dit Øre,
der funkler frem af Mørket
og svarer Straalesangen
fra Smykket paa dit Bryst,
og Nellikeblomstens lille
duftende røde Stjerne
skinner om stille Timers
hjertegrebne Lyst.
Saa kan da Solskin fanges,
og fæstnes midt i Mørket
et Genskær af den Ømhed,
som over et Ansigt gled.
Du lever med din Herre
i Øjnenes tavse Møde,
over din hvide Pande
gaar Solen aldrig ned.