Paa Bjergets Sydskrænt
grave vi vil en Landskabshave,
skønt Jorden fylder næppe
stort mere end en Skæppe
og knap halvhundred Alen
den strækker sig i Dalen,
før den Granitten naar.
Lysgrønne Ørnebregner
ned over Klippen regner,
og Stenene er vaade
af tynde Vandfaldstraade
som Spind af sølvhvidt Haar.
Om Stier, aldrig traadte,
op til en Tufstens Grotte
Azalea-Buske blomstre
med Stænk af Rødt som Sminke.
Et Svaj af Bambusplanter
gror tæt langs Dalens Kanter
og lokker Spurv og Finke.
En lille Dam kan blinke
maskeret som en Sø
blandt alenhøje Klipper
i afstemt Perspektiv.
Og fra en Lysthus-Celle
hen ad en mosset Helle
blandt Lotusgrønt og Siv
tre korte Skridt man tripper
ud til en bitte Ø,
hvor Hængepile daske
og smaa Skildpadder smaske
i Luften efter Myg.
Paa Øen staar man tryg
og ser paa Kiselstene,
som Søen skylled rene,
og ser en Sten-Lanterne
fortone i det fjerne
og to Pagoder smaa
i Horisonten staa.
Vi maa tilbage gaa.
Her slipper Mos og Græs
og tungt sig taarner Sandet:
et Øde vildsomt dannet
— en Ørken af et Læs.
Jeg sænker mine Øjne
og ser kun Sandets nøgne
og trøstesløse Hvidt.
Jeg hører Sandets Knasen
og naar igen Oasen
i tvende korte Skridt.
Her ser jeg høje Lønne
med findelt Løv sig grønne
omkring den gamle Rønne,
hvis Tag er brunet Straa.
Her vil jeg stille staa.
Thi nu er Haven færdig,
en Landskabskunstner værdig
og fyldt med Fjæld-Mystik.
Her kan man gaa og drømme
og føle Himlen strømme
med Sfærernes Musik.
Her kan i Pavillonen
man lytte tyst til Gongen
fra Kwannon-Templets Indre.
Stort vokser af det mindre,
stort kommer af det lille
og Havet af en Kilde:
Her er det godt at gaa,
og her er godt at dvæle
for Eneboersjæle,
der elsker at erindre
og stræber at forstaa
— i høj og hellig Glæde.
Her er et Aftensæde,
hvor højt mod Himlens Blaanen
man kan betragte Maanen.
Og her en løvgemt Vraa,
hvor man de stille Fiske
ved Nat kan høre hviske
blandt Nøkkeroser blaa.
De tyste Timer gaa —
o lær dog at forstaa:
En Verden sluttet inde
som i en Nøddeskal
— en Fantasi, et Minde
om Fjæld og Fossefald
— en vild og ru Natur
i Havens lille Bur
— hvor Træerne kan lytte
til mine Tankers Fred
— og jeg min Gang kan knytte
til Evighedens Fjed.
En Dværgfyrr, grøn af Sommer,
i Urtepotten staar:
Den maaler femten Tommer,
men tæller hundred Aar.
Den strækker sine Grene,
dens Stamme skønt sig krøger,
den Himmellyset søger,
fuldkommengjort alene
i sine spinkle Maal
— et Skovtræ i en Skaal.