Her har de lagt dig — dybt som i en Kælder
og dog med Kuppel over Kisten højnet.
Et Lyshav — blaat og gult som Immorteller —
ombølger dig og fjerner dig fra Døgnet.
Tung som en Bølge ruller Kistens Laag
sin Purpurstens Spiral om Sarkofagen,
og Marmorstøtters stumme hvide Sprog
staar Vagt ved Kisten indtil Dommedagen.
Du hviler ikke i et Helgenskrin
af Guld, hvor Ædelstens-Emailler glitre:
Af Nordlandsfjæld man skar dit Dødelin,
kun mellem Klipper kan dit Støv forvitre.
Og ingen Krans din nøgne Stengrav pletter
— ringe er Blomster mod det røde Blod:
Kun dine Slag i Mosaiken fletter
en Sejrsguirlande om din Kistes Fod.
Hver Stemme tier ved dit Helteleje,
kun tyst Beundring over Kisten daler.
Mens sønderskudte Silkefaner vaje,
sit stumme Stensprog Evigheden taler.
Her mylrer tæt af Skygger om din Kiste
— utalte Hære for og mod dig døde,
forbanded dig og som en Gud dig priste.
Men du var stærk — din Skygge tør dem møde.
Gravmæle gav dig Invalidekirken,
Fjældfred du høsted for et Liv i Strid,
med Hjertet anskudt i din Heltevirken
blev selv du Jordens største Invalid.
Men svøbt i Sten du hviler stolt i Støvet:
En Verdensdel du valgte til Arena,
Prometheus’ Fangekvaler har du prøvet,
jordplettet er din Grav fra Sankt-Helena.