Alle Bøgerne lo i min Reol.
De rørte sig som Knogler i en Kiste.
Nedsyltede Tanker laa og fniste.
Skimlede Profeter
og mugnende Poeter
rejste sig og gol.
Hun gled ind i min Stue som en Sol
— og alle Bøgerne lo i min Reol.
Hun gled ind som en fejende Vind —
da retted sig de runkede Bind.
Hendes klingende Latter
pusted Støvet bort —
højt snakkede de atter,
snakked lyst og sort.
Videnskaben lufted sig i Spøg.
Det spired dybt i Bøgernes
skrumpede Løg.
Som den tittende Kim af en Svibel
skød en lille Tunge frem
— en rød og næsvis Tunge —
af den gamle ærværdige Bibel.
Det gamle Svinelæder og det gule Pergament
blev levende omtrent,
sukkede og nyste,
vejred friske Kidskind og sødlig Mandelklid,
vejred Foraarstid,
et Foraar, som usynligt sitred gennem Luften.
Duften
af Viol og fine Handsker havde Digterne kendt.
De gamle Rygge lyste
— Solen laa i Titlerne gylden.
Filosofferne der nederst paa Hylden
gav sig fluks til at væve, til at vrøvle
om Døden og om Livet og om Lykken.
De vaasede forrykt og forvildet,
da hun kilded
dem i Ryggen
med sin lille franske Støvle.