Flyt ind, I gamle Guder,
der stod omkring min Vugge
og gav i Vuggegave
mig tusend tunge Sukke
og tusend unge Glæder,
som gyder Ild i Blodet,
og Fantasiens Guddrik,
der gaar saa let til Ho’det ...
Da jeg var ung og lille,
laa jeg paa Eders Arme:
I skiftedes til at give
ved Eders Bryst mig Varme.
Og siden har I fulgt mig
paa mange vilde Veje
og taget Del i mine
de kaade Ungdomslege.
Og I har været Skygger
midt i min Sol den lyse,
der fik min glade Tanke
til pludselig at fryse,
men ogsaa været Solen,
der skinned ind i Sorgen
og lod min Nat forsvinde
for gylden, sangfyldt Morgen.
Tog Livets tunge Storme
og rusked mig i Vælde,
var I det Sted, hvortil jeg
mit Hoved kunde hælde.
Og I var Hovedpuden,
hvor Tankerne fik blunde,
hvor efter Dagens Kampe
de sov paa ny sig sunde.
Men I var ogsaa Uhret,
hvis Manen aldrig svigter,
men peger rundt paa Skiven
de mange Manddomspligter.
Og I har vìst mig Maalet,
hvis Prik jeg skulde ramme,
og I har baade dadlet
og rost mig med det samme.
Og I har været Sporen,
der tvang mig til at stride,
men ogsaa været Svøben,
der lærte mig at lide.
I Barnetroens Guder,
gloriestraalende stærke,
jo jeg har éngang faaet
Jer Guddomsmagt at mærke.
Og er end Guldet gaaet
af Eders Purpurklæder,
og kan man skimte Træet
bag Farven mange Steder.
og har end Tidens Byger
skyllet Jer blotte, blanke
og taget Livet af Jer,
I bor dog i min Tanke.
Og jeg vil frede om Jer
i mine bedste Lukker,
saa ømt som voxen Pige
varer om sine Dukker.
Hvor er jeg glad, jeg frelste
Jer fordum ud af Flammen,
dengang mit Troja brændte,
min Drømmeborg faldt sammen.
De gamle Guder styrted,
men ej vi bort dem slænger
vi rejser ingen nye:
Vi bruger ingen længer.
Men I skal staa paa Arnen,
I gamle Guder svage
jeg ofrer Myrrha til Jer
paa mine Mindedage.