Gadestøvet har lagt sig
under Aften tilligemed Blæsten;
nu ser jeg frit fra mit Vindve —
der er dødstilt derude næsten.
Ikke et Blad sig rører
hen langs Grøftens Rand.
Rønnebærtræernes Klaser
skinne i Solskærets Brand.
Og anløbne Ruderne Funkle
med Blink violette og grønne
ovre i Husmand Krestens
lille forfaldne Rønne.
Far ventes fra Arbejd,
Maren har Kaffen paa;
jeg ser det flakkende Ildskær
ud gennem Døren slaa.
I Vejsløvet Spurvene baske
med Vinger og struttende Fjer;
mens Purkene ovre ved Huset
ud efter Faderen ser.
Midt ude paa Vejen den mindste
det sikreste Udkig tar:
Smaa maabende Spurveunger,
der venter paa deres Far!