Ak, Haabet er den dejlige Gulnare,
som blev et uindfriet Løfte bare.
Aladdin har sig bag sin Søjle stillet
og venter paa det underfulde Billed.
Se, Orientens Døtre tæt tilsløret,
fulgt af Evnuker, skrider gennem Pløret.
Den dunkle Silke hænger tungt som Hynder
om deres skjulte Bajadere-Ynder.
Hver gaar i Fængsel bag sin Silkes Gitter
og hører Klirret af sin gyldne Flitter.
Prinsessefodens smalle Marmorbro
har gemt sin Skønhed i den sorte Sko.
Naar løftes Tæppet for de hvide Barme?
Naar rejser sig de slangeglatte Arme?
Kun Demant-Øjne over Slørets Flige
som Tvillingstjerner op af Natten stige.
Aladdin aner overalt Gulnare
— og dog maaske er det en Terne bare.
En af dem er Gulnare — jamen hvilken?
Hvor gemmer Eventyret sig bag Silken?
Naar kaster Haabet sine Dølgeslør
og falder i hans Længsels Favn og — dør?