Der bliver levende i Hegn og Krat,
og Røster vaagne hviskende og bange;
der kogles frem et Kor af Sus og Sange,
— en vildsomt gøglende Walpurgisnat.
Først ses en Flagermus i skyndsomt Sving
om Hækken bøje, lydt dens Vinger svirre,
saa mylre Skyggeskarer trindt omkring
og Morilds-Øjne gennem Mulmet stirre.
Og Vindpust fødes midt i Natlens Stille,
glidende hen som Buer over Strænge:
et svagt Piano de i Lövet spille
og Tonestumper ud i Ødet slænge.
Men fjærnt derude sukker Havets Bas,
en fredløs Sjæl, som evig Vaande piner ...
Bort over Bakkedraget Vinden hviner
og dør som Klangen af et klingert Glas.