1.
Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
og lister som hviskende Røster blandt Træernes Stammer;
i Løvhavet pløjer Vinden sin sidste Vove,
og Kronerne gyldnes af Solens de sidste Flammer.
Og alle Marker er golde, muldsorte, øde;
kun Spurvene nipper de glemte, sparsomme Straa;
Slaaenfrugterne skinner paa Hækken rimfrusne blaa,
og Rosentjørnene stritter med Hybner røde.
De gulblege Blade spredes af Vindpust kolde
og drysses rundt paa alle Sommerens Veje:
i Dynger af Løv skal redes dens sidste Leje,
ad en bladstrøet Vej skal Vintren dens Ligtog holde.
Der rider et Tog hen ad Vejen med gungrende Hove:
Hallo! det bliver en lystig, en fygende Jagt;
thi Stormvind og Slud og Kulde har sluttet en Pagt,
om hvem der kaadest i Dysten tør Trøjen vove.
— De rider med syngende Sus i de store Skove.
2.
Du Blæst, der stryger med isnende Hvin
som Vinterens lynskrappe Bud,
— kunde du rense, og kunde du feje
og lufte alt sygeligt ud!
Og kunde du rive Pjalterne af
hvert Vanskud og udgaaet Stamme
og mellem det sunde mærke det raadne
og fælde det strax med det samme.
Du Storm, som vælter din iskolde Luft
afsted som en saltfrisk Bølge,
— kunde du skylle ind over Landet
med Syndflodens Vand i dit Følge!
Og Sne, som tynger i Luften alt,
kom du saa og læg dit bløde,
skærmende Lagen om det, der faldt,
og begrav du alle de Døde;
og skjul det alt i en Fællesgrav
i dit dunbløde, kølende Fang:
det, som bar Livets fornyende Kræfter,
véd vi, vil opstaa engang!