28. Okt. 1916.
Saa lyser Borgen atter over Lande.
Et enigt Folk har løftet den af Grus.
Granit og Sten fra alle danske Strande
har Harnisk lagt om Danmarks nye Hus.
Se, Taarnet tillidsfuldt mod Himlen strækker
sit ranke Løfte som et stolt Symbol,
og Kransen, vi idag om Spiret lægger,
er blank af Fredens underfulde Sol.
Paa denne Holm, hvor Danmarks Rat har knaget
Aarhundreder i alskens Vejr og Sø,
fra denne Varde Danebrog har flaget,
naar Kongen vilde i sin Rede dø.
I dybe Lag er nye Kilder ledet
til Absalons genfundne gamle Brønd,
og Fortids Kridtstensmure har vi fredet
som Arv fra Stadens første tapre Søn.
Paany vi bygged op, hvad Flammer hærged,
og rejste atter Borgen som en Bavn,
der skinne skal for Riget, den har værget
og samlet om en fast og sikker Havn.
Her, hvor vi huser vore Minder dyre,
har Skibet højnet sin Kommandobro,
hvor Drot og Folk med Lov og Ret skal styre
vort Fædreland mod Haab og Fremtidstro.
* * *
Saa hejs da Kransen over Taarn og Tinde
og Landets Farver i dens Blade flet,
saa den som Æreskrans kan altid skinne
fra denne helligt minderige Plet.
Gid Taarnets Malmtag blive grønt af Ælde!
Gid, lutret gennem Lykke, gennem Sorg,
vort gamle Flag til fjerne Slægter melde,
at Frihed kranset har Kong Christians Borg!
Velsignet være Danmarks gode Skæbne,
der gav os Fred i denne Alvorsstund.
Gid Enighed maa vore Viljer væbne
til trofast Arbejd paa vor Friheds Grund!
Gid Kransen, som fra dette Taarn skal vaje,
maa rammes kun af Solens gyldne Baal
og værne ærefuldt om Danmarks Eje
og rette vore Blik mod ranke Maal!