Et Janushoved højnet
paa samme Marmorsten
— vi var et Dobbeltvæsen,
dog udelelig og een.
Vi saa med to Par Øjne
aarvaagent langt og vidt:
Alt, hvad du sansed og du saa,
det blev jo ogsaa mit.
Vi var to varme Kilder
fra samme dybe Grund.
Den Sang, der nynned i min Sjæl,
tit strømmed fra din Mund.
Jeg vidste, hvad du tænkte,
selv før du fik det sagt.
Hos dig sprang Blomsten ud, hvis Frø
var i mit Hjerte lagt.
Den, som ved Livets Taffel
var Øjeblikkets Gæst,
til Tvillingsjælen bragte hjem
sit Indtryk som en Fest.
Vi delte alle Sorger
og bar det halve hver,
fordobled hver en Glæde i
Fortrolighedens Skær.
Hvor skal vi kunne skille,
hvad vi hinanden gav?
Vi to har samme Have haft,
og vi faar samme Grav.