23. Juni 1908.
Og Nattergalen sang for sidste Gang,
en Puls, der lønligt hulked sig til Døde
og Aftnen som en Favnfuld Roser røde
sank over dig med Hvilens Vingefang.
I Feberblund dit stakkels Hjerte sprang.
Nu holdt det op at banke, op at bløde.
Trofast og ømt i dine Dages Øde
det uden Klage som en Kilde klang.
Ydmygt din stumme Danaïde-Gang
med bøjet Hoved saas du stille vandre.
Hvor tavst du elsked, Søster, skønne, blide!
Sin sidste Hulken Nattergalen sang.
Dit Liv var viet til at hjælpe andre.
Nu blev en Engel borte ved min Side.