O denne Sang, som mine Nerver synge,
og mine Aarers sagte Symfoni,
de tusind Toner, som fra Hjertet slynge
sig ud i Livets muntre Melodi.
Jeg aander ganske sagte som en Plante,
hvis Celler sitre fyldt af Foraarssaft;
jeg drikker Luften — sød som Alicante,
der ildner Hjernen til en ædru Kraft.
Musklerne spændes, hør, hvor Blodet skummer:
Jeg véd, jeg er i Verden kun et Gran,
og dog mit Hjerte Universet rummer,
mit Øje Himlens Stjerne-Ocean.
Men dette Liv, der lystrer ufortøvet
den mindste Blinken af min Viljes Staal,
det springer som en Kilde frem af Støvet,
hvis Draaber søge kun din Mund som Maal.
Tag denne Sang, som mine Nerver synge,
og mine Aarers sagte Symfoni,
de tusind Toner, som fra Hjertet slynge
sig ud i Livets muntre Melodi.
25. Avg. 1893.