Til en Billedrække.
Hvor ren og tyst. En Sjæl foruden Pletter,
Den danske Yndes sommerblide Muse
med Skær i Øjet af de lyse Nætter.
Den hvide Chitons skønne Folder bruse,
og Peplos svinges over Jomfrudans,
der mellem Hellas’ Søjler har til Huse.
Koket og snørt i blomstret Silkeglans
Rokoko-Gratien paa de høje Hæle
fanger os under Aagets Rosenkrans.
Empiren titter med sit Baby-Mæle
frem bag Kapottens Leg med Kys-mig-gerne,
de slanke Former skabte til at kæle.
Men vor Tids Kvinde raffinert moderne
slaar ud sit Skørt med selvbevidste Fingre:
Kulturens hvide Blomst og Scenens Stjerne.
Fjernt over Dybet Ørn og Maage skingre:
Skumblomstret hæver sig af Bølgesangen
den lille Havfru, medens Harper klingre.
Et Eventyr, der dukked op af Tangen
med blege Perlers Glans; en havfødt Lilje
i Sug mod Land, af Elskovslængsel fangen.
Brat skifter Hammen: I Forvandlingsvilje
hun griber Spanierindens Kastagnetter
og knejser med sin Vifte og Mantille.
En af de allersødeste Pierretter,
hvis hvide Skørter dansekaade daske,
for Spejlet sig i Attitude sætter.
Men Legen skifter. Og bag Pierrots Maske
det røde Blod slaar ud i Smerteflammer,
og tunge Taarer væde Kindens Aske.
En Kunst, som fyldt af Sjæl vort Hjerte rammer.
Den danske Ynde, tyst og uden Pletter
med Skær i Øjet af de lyse Nætter.