Jeg har fulgt dine flygtige Spor,
set deres Leg ad den bløde Jord.
Pilene hælded den selv samme Vej,
ret som de stirrede efter dig.
Blæsten havde drysset sit fineste Støv
ud mellem Grøfternes grønne Løv.
Alle gamle Spor forsvinde det lod
blot for at præges af din Fod.
Vejen var som en Rulle Pergament
med dine Fødders Sprog paa Prent.
Hen langs det duftende Tjørnehegn
stod de samme hieroglyfiske Tegn.
Stedse jeg læste af Tegn kun to
— Tegn for din højre og venstre Sko.
Dog de nynned en hel Melodi:
Alle dit Hjertes Rytmer dansed deri.
Sporene hopped som Noder smaa
ad Vejens Linjer, der langeligt laa.
Hele din Scherzo igennem jeg sang,
rappere blev min krydsende Gang.
Og da den sidste Node forsvandt,
fandt jeg dig selv paa Grøftens Kant.
Og den allersidste sødeste Akkord
kyssed jeg fra dine Læber bort.
10. Juni 1893.